Wayne Rooney scorede to mål og lagde også op til ét, men han var alligevel skuffet efter kampen, for Manchester United måtte nøjes med 3-3, da holdet var på besøg i Newcastle.

Manchester United førte både 2-0 og 3-2, men holdet kunne kun tage et point med hjem fra Newcastle, da Paul Dummett i næstsidste minut med et skud fra kanten af feltet sendte bolden i nettet og skaffede bundholdet et point.

»Det her føles som et nederlag,« sagde Wayne Rooney efter kampen ifølge BBC.

»Når man fører med to mål, skal man køre den hjem og tage alle tre point. Vi tog ikke ordentligt vare på vores chancer, og det blev vi straffet for,« sagde Manchester United-stjernen.

Wayne Rooney havde selv scoret Manchester Uniteds første mål på straffespark og lagt op til det andet, hvor han viste stort overblik på et kontraangreb ved først at holde på bolden, dernæst trække et skridt tilbage i banen og gøre plads til Jesse Lingard i Manchester Uniteds venstre side. Han modtog bolden fra Rooney og sendte den imellem benene på Rob Elliot i Newcastles mål til 2-0.

Senere var det også Wayne Rooney, der bragte Manchester United på 3-2 med et fantastisk mål, hvor han fra 20 meters afstand tordnede bolden op i målhjørnet.

Alligevel rakte det altså ikke til sejr.

»Måske var det mangel på koncentration. Vi tog ikke de nødvendige løb ved deres sidste mål, og det er skuffende,« sagde Wayne Rooney.

Han fik opbakning fra sin chef, manager Louis van Gaal, som stadig er under pres, selvom Manchester United er kommet bedre fra start i 2016, end holdet gik ud af 2015, hvor de engelske rekordmestre spillede otte kampe i træk uden at vinde.

»Men jo, vi smed sejren væk i dag, og det har jeg også fortalt spillerne,« sagde den hollandske manager efter den livlige kamp.

»Vi kunne have scoret seks mål, og havde vi gjort det, så kunne vi virkelig have sagt, at vi var kommet godt fra start på året med tre sejre på stribe, inden vi skal til Liverpool,« sagde Louis van Gaal, som på denne måde henviste til, at holdet i årets to første kampe har vundet 2-1 over Swansea i Premier League og 1-0 over Sheffield United i FA Cup'en.

Newcastle fik på deres side et vigtigt point i bundstriden.

»Folk troede måske, det ville blive en kedelig kamp, der ville slutte 0-0, men i stedet blev det en klassiker, der sluttede 3-3. Det må have været en fantastisk kamp for de neutrale tilskuere, men som manager er det sådan én, man risikerer at få hjerteanfald af,« sagde Newcastles manager, den tidligere engelske landsholdsmanager Steve McClaren.

I de to andre kampe tirsdag aften fik Aston Villa og Jores Okore en sjælden sejr, da det blev 1-0 hjemme over Crystal Palace, mens West Ham vandt 3-1 i Bournemouth.