Sir Alex Ferguson havde Ronaldo i sin stab i seks år, og som bekendt begejstrede portugiseren allerede verden dengang. Nu er han endnu bedre, siger Ferguson.

Det trækker op til storm i Madrid. Fodbold-øjne fra hele verden retter sig onsdag aften mod Bernabeu, hvor Manchester United for første gang i ti år kommer på besøg.

Det er ligeledes første gang, at Cristiano Ronaldo skal møde sin gamle klub, Manchester United, siden han forlod klubben i 2009. Og netop Ronaldo er det helt store samtale-emne inden klubbernes første opgør.

- Ronaldo er den, vi må bekymre os om. Han var stadig en ung mand, da han forlod mig, og han er blomstret i Madrid. Hans statistik er utrolig. For at være ærlig troede jeg aldrig, han skulle score så mange mål, siger Ferguson til Daily Mirror.

Sir Alex henviser til portugiserens ufattelige 182 mål i 179 kampe. Han mener, at Ronaldo lige nu er på toppen af sin karriere, og at han vil fortsætte i dette tempo de næste tre år.

Sidste gang de to hold mødtes, var det en anden Ronaldo, den brasilianske, der brillerede. Efter en 3-1 sejr hjemme i Madrid lynede 'El Fenomeno' tre gange på Old Trafford i 4-3 nederlaget.