Cristiano Ronaldo er den altoverskyggende stjerne i Real Madrid, og nu blander han sig også i klubbens transferpolitik, hvis man skal tro på det spanske medie diariogol.com.

Det skriver, at Real-topscoreren føler sig så truet på sin position som nummer et i hierarkiet i klubben, at han truer med at forlade madrilenerne, hvis det er sandt, at klubben vil hente Chelseas Eden Hazard og Antoine Griezmann fra Atlético Madrid.

De to har på rygtebasis været emner som forstærkninger til Zinedine Zidanes trup, og ifølge mediet skulle det være to ønsker fra den franske træner, som præsidenten Florentino Perez forsøger at indfri.

Hvis det lykkes, vil det være to handler i den helt store klasse, og prisen på dem alene skulle angiveligt betyde, at Cristiano Ronaldos status i Real Madrid ville ryge lidt ned, mener diariogol.com at vide.

Det spanske medie skriver, at den portugisiske spiller har givet sin mening til kende over for Florentino Perez og i stedet forslået, at klubben går efter at købe spillere som Bernardo Silva, Pierre-Emerick Aubameyang, Paulo Dybala eller Monacos stjernefrø Kylian Mbappé.

Diariogol.com har ingen citater på sin historie, så troværdigheden i historien er uklar, men hvis der er hold i sagen, at verdens bedste fodboldspiller kan skifte væk fra Real Madrid til sommer, bliver det hedt om få måneder.