En af verdens mest populære sportspersonligheder har på uheldig vis selv sørget for, at han er blevet en tak mindre populær.

Torsdag har Real Madrids superstjerne Cristiano Ronaldo på de sociale medier Facebook og Instagram delt et billede, hvor han står ved siden af en Buddha-statue, mens hans fod hviler på den.

Den 31-årige portugiser har sandsynligvis ikke selv skænket det en tanke, at det ville være en problem, men når man kigger på Twitter og i kommentarfeltet på Facebook, hvor han har næsten 120 millioner følgere, er det tydeligt, at billedet har stødt et hav af buddhistiske Ronaldo-fans.

At han 'træder på' den religiøse statue, viser ifølge mange mangel på respekt.

På Twitter skriver Suraj Singh:

'Ulækkert og respektløst. Ronaldo, det er ikke din fodbold, det er en statue af Buddha, som millioner beder til og lever efter.'

Brugeren Jella Fink efterlyser en undskyldninger hurtigst muligt:

'Sådan mister man tusindvis af fans på et øjeblik... Kulturel ufølsomhed! Cristiano, vær sød at komme med en undskyldning med det samme!'

Og Bhikkhu Bhaddiya er ligeledes skuffet over superstjernen:

'Hey Cristiano, er du sindssyg?? Jeg har så ondt af dig. Jeg troede, du var så god. Men du har bevist, at du har dårlige manerer...'

Ligesom Suraj Singh minder Siddhinath Choudary Ronaldo om, at det ikke er en fodbold, han står med under foden:

'Hvordan kan du træde på Gautam Buddha. Det er en gud, ikke en fodbold... Fjern opslaget, Cristiano #nonsensCR7'

På Facebook er billedet blevet kommenteret næsten 28.000 gange, hvoraf en del kommentarer går på den manglende respekt. Eksempelvis skriver Win Phyo Aung:

'Cristiano Ronaldo, det er respektløs opførsel, og det viser ingen respekt over for Buddhismen. Som mennesker er vi alle nødt til at respektere hinandens religion. Du er en professionel atlet i verdensklasse. Så vær lige lige professionel og et menneske samtidig. Nu har du chancen for at vise, hvor professionel du er...'

En stor del af kommentarerne kommer fra Facebook-brugere i Myanmar, hvor næsten hele befolkningen på 50 millioner er buddhister. Naing Win Tun beder ham fjerne billedet:

'Du har så mange buddhistiske fans. Du burde respektere de fans. Vi synes ikke om billedet, så vær sød at fjerne det.'

Ligeledes fra Myanmar skriver Myo Min Thu en besked. Den næsten samme besked kan faktisk findes fra mange forskellige brugere i kommentarfeltet.

'Det er respektløst. Hvordan kan du træde på Gautama Buddha! Nå, i dag har du mistet en fan. Du er så dum Ronaldo. Jeg har været fan af dig, siden du kom til Manchester United. Men du er ude af mit liv fra nu af.'

Om Cristiano Ronaldo kommer med den undskyldning, som man mange efterlyser, kan kun tiden vise. Måske kan han endnu nå at vinde sine buddhistiske fans tilbage.