En flot sæson for portugiseren blev kronet med endnu en pris til kaminhylden i Madrid.

København. Real Madrids superstjerne Cristiano Ronaldo vandt torsdag aften Uefas pris som europas bedste fodboldspiller efter en flot sæson, der både kastede et europamesterskab med Portugal og et Champions League-trofæ med Real Madrid af sig.

31-årige Ronaldo vandt trofæet for anden gang i sin karriere, og han slog holdkammeraten Gareth Bale fra Wales og Atletico Madrids franskmand Antoine Griezmann i opløbet.

- Jeg er tydeligvis glad for at modtage denne pris. Det har været en utrolig sæson. Men disse to spillere (Bale og Griezmann, red.) fortjener det lige så meget, sagde Ronaldo ifølge AFP ved overrækkelsen af prisen, som han også vandt i 2013-2014- sæsonen.

Ronaldo scorede det afgørende mål, da Real Madrid vandt sin 11. europæiske mesterskabstitel i træk ved at slå lokalrivalerne fra Atlético Madrid i finalens afgørende straffesparkskonkurrence og dermed vinde Champions League-trofæet.

Ved EM i fodbold i Frankrig denne sommer scorede portugiseren tre mål på vejen til finalen. Han ligger nu på siden af franske Michel Platini i forhold til at have scoret flest mål ved EM-slutrunder. De har begge scoret ni mål.

Det er journalister fra Uefas 55 medlemslande, der afgør, hvem prisen skal tildeles.

/ritzau/