Han er meget mere end en Dario-dreng med diamantøreringe, millioner på kontoen og alle-hader-mig-attitude. Ronaldos vej til tronen har alle dage handlet om jagten på anerkendelse fra familien.

Dolores går rundt i San Antonio-kirken på den portugisiske ø Madeira med et nervøst smil og en baby med store åbne brune øjne i favnen. Alle de andre babyer i kirken er allerede blevet døbt, og nu venter man kun på den sidste. Dolores dos Santos Aveiro beroliger præsten.

- De skal nok komme, siger hun nærmest messende for sig selv.

Og så endelig en halv time forsinket vælter farmand Dinis og gudfar Fernao Barros Sousa ind i kirken. De havde netop været involveret i amatørklubben Andorinhas sejr over et lokalt hold. Dinis som materialemand og assistenttræner. Sousa som anfører.

Ikke mange minutter senere har babyen med de store brune øjne fået sit navn: Cristiano Ronaldo dos Santos Aveiro.

Historien om Ronaldos dåb beskriver meget godt, hvordan fodbolden lige fra fødslen har været gulddrengens følgesvend. I aften er de brune øjne igen i centrum. En hel nations forventninger tynger hans skuldre, når verdens største fodboldstjerne skal besejre Danmark for at bevare Portugals håb om at gå videre fra EMs sværeste gruppe.

Ronaldo har 27 år efter dåben nået toppen. Mesterskab med Real Madrid, over 100 mål på to sæsoner og havde det ikke været for Lionel Messi, havde han haft et skab fyldt med Guldbolde som symbol på verdens bedste.

Cristiano Ronaldo er ofte et misforstået menneske. Hans ego er på overfladen stort, men historien om Madeira-drengens vej til tronen handler i virkeligheden om en lille drengs ønske om at gøre sin familie lykkelig. Fodbold har altid haft den største plads i familiens hjerter med mor Dolores, farmand Dinis, storebror Hugo, storesøstrene Elma og Katia og så efternøleren Cristiano. Ham som egentlig ikke var planlagt, og som kom en smule ubelejligt for familien.

Farmand Dinis som pedel på byen San Antonios rådhus og Dolores som kok på et lokalt cafeteria tjente i forvejen blot til at betale huslejen og få mad på bordet. Det er de vilkår. Den benzin på motoren. Den gnist til sjælen som Cristiano Ronaldo har brugt, siden han som 12-årig fik en eneste prøvetræning i Lissabon til at overbevise storklubben Sporting's akademidirektører om at hente ham til Portugals hovedstad.

Men trods en lang og ensom rejse fra ferieøen til hovedstaden klarede unge Cristiano den barske test. Han blev bedt om at spille med på et ungdomshold dagen efter til den afgørende eksamen, hvor hans skæbne skulle besegles. Da de største chefer i Sportings ungdomsafdeling havde set ti minutter af kampen den efterfølgende dag, var de overbevist.

- Vi kunne fra første sekund se, at han var noget ekstraordinært. Han kunne sparke med begge ben, han var hurtig og når han havde bolden var det som om, at den bare var en del af hans krop, fortæller Sportings daværende akademidirektør Aurelio Pereira i Luca Calios Ronaldo-biografi ' Gulddreng'.

Ronaldos barndomsklub spillede imidlertid med musklerne og krævede, at Sporting fjernede Andorinhas gæld på 22.500 euro ( ca. 170.000 kr.) for en tidligere spillerhandel mellem klubberne til gengæld for 12-årige Ronaldo. Sportings finansdirektør nægtede i første omgang at betale mere end 1000 euro for en knægt, men da selv Sporting-præsidenten havde set Ronaldo spille, gik han ind i sagen og godkendte handlen.

- Det var et helt uhørt beløb for en så ung dreng. Det var et kæmpe satsning selv for en klub med Sportings økonomi. Men vi vidste, at vi ville ærgre os resten af livet, hvis vi ikke tog chancen og forsøgte at slibe diamanten, fortæller Aurelio Pereira i 'Gulddreng'.

Det var Cristiano Ronaldos evner med fodbolden som forenede ham med resten af drengene på Sportings ungdomsakademi. Han var den spinkle knægt med den underlige accent fra Madeira, som havde let til tårer om aftenen, når han savnede forældrene allermest. Men når drengene gik på banen, så ville de alle være venner med Ronaldo.

Da guldknægten som 17-årig satte Portugal på den anden ende med sin debut på Sportings førstehold fik han sin første professionelle kontrakt. Ronaldo købte straks et nyt hus til sin mor Dolores, for den sum Sporting betalte alene for, at han ville underskrive kontrakten. På det tidspunkt var forældrene gået fra hinanden på grund af faderens stigende alkoholmisbrug, og Ronaldo forsøgte at hjælpe faderen på rette vej. Men faderens skæbne kunne selv Ronaldos penge og prestige ikke ændre. Selv da Ronaldo blev en superstjerne i Manchester United, et verdensomspændende brand som CR7. Selv da kunne han ikke redde sin far.

I september 2005 dagen før en landskamp døde Dinis dos Santos Aveiro som følge af en leversygdom. Ronaldo spillede landskampen til ære for sin far. Manden som smittede sin yngste søn med fodboldfeberen. Manden som var en god far og ægtemand i Ronaldos yngste år, men som blev forført af alkoholen og endte livet på tragisk vis i en alder af blot 52 år.

Ronaldo svor ved sin fars grav, at han ville gøre ham stolt hver eneste dag resten af sit liv. Ronaldo har holdt sit løfte over for Dinis. I dag er Cristiano Ronaldo den dyreste fodboldspiller nogensinde med en transfersum på 700 mio. kr., da Real Madrid købte ham fri fra Manchester United i 2009.

Lige siden Ronaldo blev en del af Sportings akademi som teenager, havde hans mor Dolores altid hævdet, at han en dag ville ende i Real Madrid. Da lægetjekket i den spanske gigantklub var overstået i juli 2009, stod Dolores uden for døren og gav sin søn et stort kram. Ronaldo havde opnået den største af alle hans drømme. Hans mor var lykkelig. Farmand stolt i himlen. Men selv fra de højeste tinder jager Ronaldo stadig anerkendelsen fra sin mor.

Ifølge portugisiske medier er Ronaldos besættelse af at gøre moderen lykkelig så stærk, at det giver knaster i forholdet mellem hans forlovede topmodellen Irina Shayk og Dolores. De to stærke kvinder er altid tilstede i Ronaldos private VIP Skybox på Real Madrids stadion Santiago Bernabeu, men den seneste tid har de siddet adskilt inde i selve boksen.

For Ronaldos mor Dolores spiller stadig en kæmpe rolle i superstjernens liv. Selv om Ronaldo betragtes som den mest komplette fodboldspiller i verden, så har han alligevel et begær om at blive endnu bedre.

- Når du følger Real Madrids træning, så er det Ronaldo, der er først på banen. Og det er ham, der forlader den sidst. Hans image som playboy og tudeprins er komplet misforstået. Han er et af de mest professionelle mennesker i fodbold. Intet er tilfældigt i Ronaldos kost, træning og hvile. Han står stadig ude på træningsbanen og sparker dødbolde for sig selv, når Sergio Ramos allerede har fået voks i håret efter badet, fortæller Marco Ruiz fra den spanske sportsavis AS, der følger Real Madrid og Ronaldo dagligt.

Den betragtning bakkes op af andre, som ikke mener, at det er tilfældigt, at Ronaldos karriere topper nu med så mange scoringer på højeste internationale niveau.

- Han var nok stadig i en modningsproces i Manchester United, hvor der i en overgang var lidt for mange historier om hans privatliv, og hvem han nu kyssede med. Ronaldo har lagt playboy-livet bag sig i Real Madrid og har dedikeret arbejdet mod at blive den bedste i verden. Han arbejder benhårdt hver dag for at være i absolut topform. Meget modsat den gamle brasilianske Ronaldo, som i den sidste tid i Real Madrid var ligeglad med kosten og præstationerne på banen, fortæller Marcas fodboldredaktør José Felix Dias.

Ronaldo er blevet en mere rolig person, efter han har mødt russeren Irina Shayk, som betragtes som nutidens Claudia Schiffer og Heidi Klum. Slut er det svævende playboy-liv, hvor han ramte forsider, når han kyssede med Paris Hilton i Miami, inviterede escort-piger hjem til sjov og ballade med vennerne. Han har også lært, hvor sårbar han er med sin stjernestatus. Som i 2005 hvor han som Unitedspiller blev anklaget for, at han sammen med en kammerat at have voldtaget en kvinde på et hotel i London. Politiet droppede anklagerne, da en kvindelig dommer erklærede, at ingen kvinder ville sige nej til Cristiano Ronaldo. Så hvorfor skulle den pågældende kvinde være den eneste i verden.

En anden vigtig begivenhed i Ronaldos liv har også ændret hans livsstil. Det var også smerten ved faderens død, der beskrives som den overvejende årsag til, at Ronaldo anskaffede sig en rugemor, som fødte ham sønnen med det originale navn Cristiano i sommeren 2010.

Ronaldo betalte moderen et beløb anslået til 70 mio. kr. for at aflevere barnet og så forsvinde ud af drengens liv. Cristiano Ronaldo ønskede så højt at få et barn, at han var villig til at gå den ekstreme vej.

- Cristiano er i bund og grund et fantastisk menneske. Han husker, hvor han kommer fra. Han husker sin opvækst og har svoret, at ingen i hans familie nogensinde skal mangle noget igen. Han ønskede at blive far for at blive den faderfigur, som hans far måske aldrig rigtig var i hans voksne liv, fortæller José Avalade Rodriguez, portugisisk journalist bosat i Madrid, som kender Ronaldo-familien personligt.

Men Ronaldo bærer en maske, når han er i offentligheden. Han ved, at hans evner forpligter, og han ved, at han er noget helt særligt. I Spanien kalder de Messi for Messias og Ronaldo for Gud. Og Ronaldo har taget rollen som fodboldens største til sig, som da han efter en udebanekamp i Champions League i sidste sæson blev spurgt til, at hele stadion piftede, når han havde bolden. Hvortil han replicerede; 'Det var heller ikke alle, der kunne lide Gud.'