Det var dommerens skyld. Den er hørt før, og den kommer formentlig frem igen, når et hold har tabt en vigtig kamp. Og den bliver ikke mindre aktuel af, at modstanderne får tilkendt to straffespark, der afgør kampen. Slet ikke når modstanderen hedder Barcelona og har ry for at have usædvanligt fin dommertække.


Det retfærdiggør alligevel stadig ikke den slags dumme be- og undskyldninger. Slet ikke når de udarter til storstilede konspirationsteorier, der efterlader et af verdens absolut bedste hold i en uklædelig offerrolle.

Men ideen om at optræde med værdighed i nederlagets stund har tilsyneladende aldrig sagt verdens bedste fodboldspiller i 2013 det store. Det demonstrerede Cristiano Ronaldo igen efter Real Madrids 3-4 nederlag sent søndag aften til den evige arvefjende, Barcelona. Ronaldo så dommerens kendelser som en del af en større konspiration, som skal forhindre Real Madrid i at suge al spændingen ud af kapløbet om det spanske mesterskab.

- Vi spillede mod 12 mænd. Det er altid det samme. De vil bare ikke lade os spille. De ville formentlig holde Barcelona i live i La Liga.

- Der er mange ting, som får en til at undre sig... de vil åbenbart bare ikke lade Real Madrid vinde La Liga. Hvis Barca havde tabt i aften, så ville de have været døde, men de har åbenbart brug for at holde dem i live i La Liga, funderede han.

Og Ronaldo havde mere ammunition på lageret. Han mente, at han kunne genkende mønsteret fra tidligere sæsoner.

- Jeg har været her i fem år, og jeg er allerede ved at begynde at forstå, hvordan tingene fungerer. Nogle gange er det ikke nok at gøre alt arbejdet indefra. Siden jeg kom, har dommerne aldrig hjulpet Real Madrid. Hvert år er det det samme.

Nu håber portugiseren, der var langt fra at være lige så dominerende mod Barcelona, som han har været det i så mange andre kampe i denne sæson, at Real undgår den samme dommer i den spanske pokalfinale.

- Forhåbentlig får vi ikke denne dommer i Copa del Rey-finalen. Selvom alle er imod os, vil vi forsøge at vinde La Liga. De kan ikke lide at se Real Madrid på toppen. Jeg håber stadig, at vi vinder La Liga. Vi tabte en kamp, men vi er stadig et point foran.

Efter denne runde er Atletico og Real på en delt førsteplads med samme antal point, mens Barcelona følger efter på tredjepladsen med et point færre.