Ronaldinho har sat sit drømmehold for Champions League, skriver den britiske avis Daily Mail. I 2006 vandt han selv den prestigefyldte turnering med sin tidligere klub Barcelona, og gennem sin karriere har han spillet med og ikke mindst mod nogle af verdens allerbedste.

Brasilianeren, der spiller for mexicanske Querétaro Fútbol Club, har ikke placeret sig selv på holdet, selvom han er tidligere Ballon d'Or-vinder og trofæindehaver i Champions League. Det er dog med til at give en særlig vægt bag Ronaldinhos ord, når snakken falder på det bedste CL-hold i historien.

Cristiano Ronaldo, der i nyere tid har hamret mål ind i den europæiske turnering for klubhold for Real Madrid og for nylig er blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller anno 2014, har ikke fået en plads på holdet.

Til gengæld byder startopstillingen på tre nuværende eller tidligere Chelsea-spillere i form af Frank Lampard, Claude Makelele og John Terry, mens flere brasilianere også kommer på Ronaldinhos holdkort.

Også to af holdkammeraterne fra Barcelona-tiden, Lionel Messi og Thierry Henry, har fået en plads på Ronaldinhos 'dreamteam'.

Ronaldinhos hold:

Gianluigi Buffon

Cafu - John Terry - Paolo Maldini - Roberto Carlos

Frank Lampard - Claude Makelele - Kaka

Lionel Messi - Ronaldo - Thierry Henry