Roma førte 2-0, men måtte alligevel forlade udekampen mod Cagliari med blot et point efter en sen udligning.

Cagliari. Den italienske hovedstadsklub Roma var på vej mod sæsonens anden sejr, men måtte skuffende nøjes med et point ude mod Cagliari. Romerne førte 2-0, men opgøret sluttede 2-2.

Roma har nu fire point for to kampe i Serie A og mister dermed tidligt terræn i toppen. Blandt andet i forhold til den forsvarende mester, Juventus, der har høstet seks point.

Roma gav sig ellers en god start på begge halvlege. Bare seks minutter var spillet, da Diego Perotti omsatte et straffespark til mål, og anden halvleg var knap to minutter gammel, da Kevin Strootman via overliggeren hamrede 2-0-målet ind.

Det lignede en afgørelse. Men første bragte Marco Borriello ny spænding ind i opgøret, da han ti minutter senere reducerede for hjemmeholdet. Bare to minutter før tid faldt udligningen ved Marco Sau.

Efter de første to spillerunder har tre hold ud over Juventus maksimum point. Søndag aften sejrede således også Sampdoria, Genoa og Sassuolo for anden gang i træk.

Tidligere søndag spillede Inter skuffende 1-1 hjemme mod Palermo, og storklubben fra Milano er kommet skidt fra start med kun et point efter to kampe.

/ritzau/