- Der var langt imellem os, og for mig var det bare nok. Jeg følte ikke, at han værdsatte de ting, jeg kunne og bidrog med. Når jeg føler det, så er det tid til at komme videre. Når man har været med i en del kampe, og man har skrabet en masse point sammen, og man egentlig føler, at man har bidraget med noget og så bliver tilsidesat og ikke værdsat, så foregår der nogle ting oppe i hovedet på én.

Daniel Agger har stor opbakning til sit syn på konflikten med Brendan Rodgers. I en net-afstemning om mandagen gav 78 procent af brugerne på Daily Mirror danskeren ret i, at han var blevet uretfærdigt behandlet i Liverpool.

Agger var otte et halvt år i den engelske traditionsklub, inden han valgte at returnere til Brøndby, kort før transfervinduet smækkede i. Han har dog bekræftet, at han allerede vidste, at han ikke skulle fortsætte i Liverpool inden holdets sæsonforberedelsestur til USA, som Agger vendte hjem fra i utide på grund af en skade.