Liverpool-manager, Brendan Rodgers, har svært ved at sætte sin profil Luis Suarez på bænken eller udelade ham fra de mindre vigtige kampe.

I Barcelona spiller Messi stort set alle kampe, mens andre profiler som Iniesta og Xavi med jævne mellemrum får fortjente pauser. 

Argentineren vil simpelthen ikke undvære suset i kampene og spiller dem som regel til ende, fordi træneren ikke har held med at overbevise ham om det positive i at sidde udenfor banen.

Samme problem har Brendan Rodgers med sin stjerneangriber Luis Suarez i Liverpool.

- Han minder mig om Messi, for han bliver sur, hvis jeg gerne vil give ham en pause fra en kamp. Jeg har prøvet at gøre det, men han vil ikke have det. En kamp er ikke nok for ham - han skal op og spille to-tre gange om ugen, siger Brendan Rodgers til Liverpool Echo. 

Man skal da også virkelig have talegaverne i orden for at argumentere for, at Suarez skal ud og hvile benene i øjeblikket. 

Luis Suarez er vel i sit livs form og bomber det ene mål efter det andet ind for Liverpool for tiden.

Onsdag scorede uruguayaneren to mål for anden kamp i træk, da Liverpool sænkede Sunderland med 3-0 hjemme på Anfield.

Målene bringer hans total op på 15 scoringer i 21 kampe i Premier League. Kun Robin van Persie har scoret en enkelt gang mere.