Bayern München fik ørerne i kontramaskinen, da de onsdag aften tabte den første af to Champions League-semifinaler til de spanske giganter fra Real Madrid.

Det erkendte en fattet Arjen Robben efter kampen. Han skulle sammen med resten af det tyske mandskab hele kampen anstrenge sig for ikke at miste bolden på kritiske tidspunkter. Men det gik galt allerede efter 19 minutters spil.

- De har så meget kvalitet oppe foran. Og du må bare ikke miste bolden. Ved deres mål mistede vi bolden og en-to afleveringer senere, så var der mål. Du må være opmærksom. Men holdet skal have stor ros. Vi gjorde det rigtig godt i dag. Vi dominerede spillet, men vi scorede ikke nogen mål og det er en skam, sagde Arjen Robben til Uefas reporter efter kampen.

Hollænderen kæmpede sammen med den øvrige Bayern-offensiv en brav kamp for at åbne et stærkt spansk forsvar. Men forgæves.

- Vi må ikke glemme, at vi spiller semifinale, og at vi spiller mod et godt hold, der også har et godt forsvar. De spillede meget kompakt og stod rigtig godt i forsvaret. Normalt kommer de mere frem og skaber spillet, siger Arjen Robben, der fortsat aner muligheder mod det stærke spanske kontrahold.

- Vi skal prøve at angribe dem igen. Vi skal både spille med hjertet og hjernen. Du kan ikke bare angribe og angribe og angribe. De har kvalitet i deres kontraangreb.