Riza Durmisi var aldrig i tvivl om, at han ville spille for Danmark, selv om hans andet hjemland, Albanien, henvendte sig.

Durmisi-klanen satte den første fod på dansk jord i 1968, da Islam Durmisi flygtede fra krigen mellem de muslimske albanere og de kristne serbere og så muligheden for frihed som gæstearbejder i Danmark.

47 år senere er BT taget til Ishøj for at interviewe hans barnebarn Riza Durmisi, der i sidste uge fik debut på det danske fodboldlandshold, mens nyhedsstrømmen domineres af de tusinder af mennesker, der er kommet til Danmark. På flugt ligesom Islam.

Riza Durmisi åbner døren med et smil og byder velkommen helt inde i det mest private. En fireværelses lejlighed i et socialt boligbyggeri i Ishøj, Vildtbanegården – også kaldet VBG af de lokale – udgør i dag hjemmet for landsholdets nyeste stjerneskud. Her bor han sammen med far Alirami, mor Imran og lillebror Arian, der også spiller fodbold i Brøndby - på klubbens U15-hold.

Den gæstfrihed, det danske samfund dengang bød Durmisi-klanen, har familien taget til sig med åbne arme, og den er i høj grad i gang med at betale tilbage. Allerbedst eksemplificeret ved, at Riza Durmisi har sagt nej til at spille for sine forfædres fødeland og i sidste uge trak landsholdstrøjen over hovedet til sin officielle debut for Danmark – mod netop Albanien. Dermed kan han aldrig optræde for andre nationer.

»Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville spille for Danmark. Jeg valgte ikke at spille for Albanien, fordi jeg er vokset op her med de danske værdier. Desuden ringede de først her til sidst. De ringede ikke, da jeg var U16-spiller. Jeg føler mig som en del af den danske befolkning, så jeg har ikke ønsket at spille for Albanien, medmindre det ikke lykkedes mig at komme på det danske landshold,« siger Riza Durmisi, mens han fra køkkenet byder på kaffe og te.

»Det var en meget emotionel debut, jeg fik, for min familie snakker albansk, og det gør jeg også selv. Men så snart kampen blev fløjtet i gang, tænkte jeg ikke over det mere. Så handlede det kun om at spille godt for Danmark,« forklarer Riza Durmisi, der var blandt de bedste i kampen.

Men selv om Riza Durmisi nu er landsholdsspiller i en alder af 21 år og har modtaget stor ros fra landstræner, Morten Olsen, er der ikke de store stjernenykker hos Brøndby-profilen.

Som den eneste i Morten Olsens trup bor han stadig hos sine forældre, og han er stolt af at være fra et socialt belastet boligområde.

»Jeg er et familiemenneske og elsker at bo herhjemme. Jeg har min mor her til at lave god mad – specielt før kampene – og jeg vil gerne passe på min lillebror, så han holder sig på den rette vej. Det kommer af sig selv, at jeg på et tidspunkt skal flytte ud, men i øjeblikket nyder jeg at bo her,« siger Riza Durmisi.

»Og så elsker jeg Ishøj. Det er den by, der har gjort mig til den, jeg er. Det er her, jeg har fået min hårdhed, så jeg kæmper ekstra hårdt for min succes. Alle, der vokser op herude, har prøvet at stjæle en cykel og køre ulovligt på knallert, og det har jeg også. Jeg har også været en af dem, der hang ud i Ishøj-centret og spillede smart med mine venner, men jeg var ikke den, der opsøgte ballade. Jeg havde et filter, men jeg syntes, at det var lidt sejt at hænge ud med mange mennesker. Der er bare en mentalitet herude, der gør, at du bliver stærk indvendig. Jeg siger ikke, at jeg har haft en dårlig opvækst, men den har været hård,« tilføjer Riza Durmisi og kigger ud mod altanen, hvor der står et skab fyldt med trofæer, venstrebacken har vundet som ungdomsspiller.

»Jeg får mere ydmyghed af at bo herhjemme. Min far er her til at analysere mine kampe og se kritisk på mine præstationer, og hvis jeg kommer for højt op at flyve, får han mig ned. Da mine forældre blev gift og fik mig, var de 17 og 19 år, og det var kun min far, der havde et arbejde. Så vi havde ikke så stort et råderum og boede i begyndelsen hos min onkel med hans kone og deres tre børn. Vi var to familier i et hus,« siger han.

At familien holder sammen og betyder meget for Riza Durmisi, kan også ses på banen. Når han går på banen, beder den muslimske spiller som regel en bøn, og heri indgår de nærmeste altid. I det hele taget fylder islam mere og mere i Durmisis liv.

»Islam har altid siddet inde i mig, men det seneste års tid er jeg blevet mere bevidst om min religion. Når man bor i Ishøj, hører man altid folk tale om, at vi skal tage til fredagsbøn, og det er jeg nu begyndt på hver uge. Det er ligesom, når man vil stoppe med at ryge. Man skærer stille og roligt ned, og jeg er stille og roligt begyndt at følge min religion mere og mere. Jeg står ikke op om natten for at bede, men jeg beder min aftenbød hver dag,« fortæller Riza Durmisi og tilføjer:

»Mit mål er at være det bedste menneske, og når du vil være det, er religionen selvfølgelig med inde over. Når jeg beder, er det ikke, fordi jeg beder til, at jeg skal score mål. Jeg beder til, at min familie har det godt, og at der ikke sker dem noget. For der er mange ting, der er vigtigere end fodbold, og for mig er det familien. Og så beder jeg til, at jeg ikke skal blive skadet. Ikke andet. Så skal alt det andet nok komme af sig selv.«