KOMMENTAR
Forleden sad jeg og så Venlo-Ajax. Egentlig ville jeg bare danne mig et lidt bedre indtryk af Viktor Fischer før en radiodebat, jeg skulle være ordstyrer i samme aften, men selvom den unge kantspiller scorede til 2-0 og på trods af, at Christian Eriksen forinden havde lagt op til 1-0 målet, var det en anden spiller, der imponerede mig mest.
For igen var det Christian Poulsen, der bandt det unge Ajax-hold sammen og på forbilledlig vis både ofrede sig i nærkampene, sugede boldene til sig og fordelte dem simpelt og fornuftigt. Sådan en spiller - måske endda ham - manglede Danmark i aftes mod Makedonien. Af både taktiske og mentale årsager.
I en kamp der skulle have været den sidste frugtbare test inden kampene mod Tjekkiet den 22. marts og Bulgarien fire dage senere, faldt det danske landshold fuldstændig sammen og blev på en halv time tværet ud af et hold, der i øjeblikket ligger nummer 80 i verden. Hvis den overhovedet bar frugt, var det den rådne konstatering, at landstrænerens første svar på, hvordan han skal løse karantæneramte Willim Kvists fravær mod Tjekkiet, fejlede katastrofalt.
Alt var pinligt. For nej, det der var ikke banens skyld, sådan som både Morten Olsen og enkelte af spillerne bagefter angav som en del af årsagen. Det der var et dansk landshold i ubalance og helt uden hverken rygrad eller selvtillid.
I virkeligheden så det interessant ud, da Morten Olsen i forsøget på at finde sit vigtigste svar vendte midtbanetrekanten om, så Niki Zimling, der normalt har William Kvist ved sin side, lå alene på den defensive del af den centrale midtbane, mens Michael Krohn-Dehli og Christian Eriksen lå foran ham. Det forsøg fungerede ikke.
Niki Zimling havde ikke tyngden til at agere skærm, mens Krohn-Dehli og især Christian Eriksen manglede evnerne til at støtte ham. Casper Sloth fik først chancen efter pausen uden at imponere synderligt, og eftersom Nicolai Stokholm, der senest har været inde omkring landsholdets centrale akse, er skadet og næppe når topformen mod Tjekkiet, synes jeg, Morten Olsen skal ringe til Holland eller køre en tur forbi Amsterdam på vejen hjem til Belgien. Jeg tror, Christian Poulsens tilstedeværelse kunne løfte det danske landshold, og mon ikke han er villig til at tage en tørn mere i nationens tjeneste? Denne gang har han intet at tabe. Anførerbindet er givet bort til anden siden, og han kan forhåbentlig kun gøre det bedre end det alternativ, vi så i aftes.
Da jeg i efteråret rundede landskampåret 2012 af efter blot to sejre i 11 kampe, sluttede jeg af med den stille forhåbning om, at det ville blive bedre i 2013. Desværre er det begyndt værre, og særligt bekymrende er det, at den kedelige tendens med ikke at være mentalt til stede ser ud til at være fulgt med hen over nytår.
Vi hørte både Morten Olsen og hans spillere tale om det efter kampen mod Bulgarien, og jeg synes, vi så tendenser af det samme, da vi trods 11 mod 10 kom bagud 1-3 til Italien og gik i stå: Det danske landshold ’var ikke klar’. Det er beskæmmende.
Det landshold, der under EM virkede afbalanceret og med et fint hierarki, har siden begyndelsen af denne VM-kvalifikation været uden styring. Daniel Agger er reelt den eneste ledertype på det danske landshold, når William Kvist ikke er på banen. Det er ikke sundt, når det også mangler tro på egne evner og har brug for et løft.
Der er meget at arbejde med endnu. Jeg ville ringe til Christian Poulsen og høre, om ikke han gad hjælpe med en del af det.
