Michu har været et kæmpe hit for Michael Laudrup, som hentede ham fra Spanien til Swansea. Nu har russiske Anzhi Makhachkala fået øjnene op for angriberen.

Michu har indtil nu været en af sæsonens store profiler i Premier League, hvor Michael Laudrup gentagne gange er blevet rost for at have hentet den målfarlige spanier, der lige nu deler topscorerværdigheden med Uniteds Robin van Persie.

Hans evner har også vakt genklang så langt væk som Rusland, hvor den hovedrige klub Anzhi Makhachkala gør klar til at tage spendérbukserne på i transfervinduet.

Ifølge spanske AS har Samuel Eto'o, der med sin kontrakt i Anzhi tjener omkring 3 mio. kr. om ugen og dermed aktuelt er verdens bedst lønnede fodboldspiller, gjort klubledelsen opmærksom på Michu.

Et skifte kommer tilsyneladende kun an på, om parterne kan blive enige om økonomien, og om Michu er villig til at bytte Premier League ud med en tilværelse i Rusland.

Michael Laudrup har tidligere fastslået, at det kommer til at koste 30 mio. pund (275 mio kr.), hvis en interesseret klub vil købe Michu. Til sammenligning betalte Swansea kun 2  mio. pund (18 mio. kr.), da man inden denne sæson hentede Michu til Wales fra Rayo Vallecano.