Alle øjne i fodboldverdenen hvilede på Cristiano Ronaldo, da Real Madrid var på besøg hos Barcelona på Camp Nou i det legendariske opgør El Clásico.

Ikke på grund af portugiserens hurtige finter, dødbringende skud eller lækre hår, men på grund af Cristiano Ronaldos indblanden i idræthistoriens største lækage-sag om skattesnyd.

Real Madrid-spillerenanklages for at skjule over en milliard kroner i skattely på De Britiske Jomfruøer, hvilket dagbladet Politiken samt 10 andre medier i Europa afslørede fredag.

De 10 medier, der består af Der Spiegel (Tyskalnd, Der Falter (Østrig), El Mundo (Spanien), L’Espresso (Italien), Le Soir (Belgien), Mediapart (Frankrig), Newsweek Serbia (Serbien), The Black Sea (Rumænien) og danske Politiken indgår i et samarbejde under navnet European Investigate Collaborations, der skal afsløre nogle af de beskidte ting, der foregår i fodboldens polerede verden.

Over de seneste måneder har de fået adgang til 18,6 millioner hemmelige dokumenter om fodboldindustrien igennem whistleblower-siden Football Leaks.

Ifølge Politiken viser dokumenterne, at Ronaldo har tjent over 1,1 milliard kroner fra sponsorater. Af de penge har han betalt, hvad der svarer til knap fire procent i skat til den spanske stat, viser avisens gennemgang.

Sagen kommer på et skidt tidspunkt for Cristiano Ronaldo, der i går spillede sæsonens vigtigste kamp, da Real Madrid mødte FC Barcelona, der går under navnet ’El Clásico’.

Den spanske avis El Mundo skriver, at datoen for udgivelsen af artiklerne var fastlagt inden datoen for El Clásico blev offentliggjort og afviser krtikken af at være partiske i Barcelona-Madrid-konflikten.

Cristiano Ronaldo brændte flere muligheder i det legendariske opgør, der endte 1-1.

Fodboldhistoriker, Real Madrid- og Cristiano Ronaldo-ekspert Svend Rybner, mener, at portugiseren umuligt kunne undgå at blive påvirket af sagen.

»Han er jo kun et menneske. Men hele Real Madrid-holdet spillede jo en tynd kamp, så det var svært at se, om det lige var på grund af sagen, at Ronaldo spillede skidt. I gamle dage var Ronaldo mere udfordrende, men han er jo ved at være gammel, og det har intet med sagen at gøre. Derudover plejer de to hold at have rimeligt godt styr på de to stjerner på hvert hold, Lionel Messi og Ronaldo,« siger Svend Rybner, der tværtimod tror, at Ronaldo kan bruge skatte-sagen som brændstof.

»Ronaldo elsker jo, når folk hader ham. Han higer efter anerkendelse og for at vise, at han er verdens bedste,« siger Svend Rybner.

Cristiano Ronaldo har siden 2013 været model for undertøjsfirmaet JBS.

En del af de sponsorpenge, som Ronaldo er anklaget for at skjule, får han fra Herning, hvor tøjproducenten JBS har hovedsæde. Hver gang JBS sælger to par underbukser med logoet CR7, får Ronaldo 13 procent af indtjeningen.

Sagen har allerede givet bagslag for både JBS og Ronaldo, vurderer sponsorrådgiver og brandingekspert Simon Bastiansen.

»Det har givet ridser i lakken for JBS. Det var et scoop for JBS at få Ronaldo, men det her er faren ved at bruge højt profilerede sportsstjerner,« siger Simon Bastiansen fra brandingfirmaet MKTG, der er overrasket over sagen.

»Ronaldo fremstår ellers som en pæn profil og er meget bevidst om ikke at have tatoveringer og så videre. Hans management styrer hans brand, og der er flere ting, han ikke må, end han må,« siger Simon Bastiansen.

Om JBS’ og Ronaldos brand lider yderligere skade afhænger af, om der kommer historier om, at Ronaldo selv har kendt til skattefinten, mener han.

»Eller om det blot er nogle i hans management, der er blevet grådige.«

Derende direktør, Michael Alstrup, ikke bekymret for, at sagen kan skade det danske tøjfirma.

»Ronaldos team har oplyst os om, at han har overholdt de ting, som han skal i forhold til lovgivningen. Vi er glade for samarbejdet, for det har gjort, at vi er kommet ud i over 50 lande,« siger Michael Alstrup til BT.

Så I ser slet ikke noget kontroversielt i denne sag?

»Nej. Hvis der er foregået noget ulovligt, så er det en anden sag. Men vi er blevet oplyst, at det er der ikke,« siger Michael Alstrup.

Afsløringen af Ronaldo er kun toppen af isbjerget.

Både Arsenal-spilleren Mesut Özil, Manchester United-manager, José Mourinho, og Monacos spydspids Radamel Falcao – de sidste to med Jorge Mendes som agent ligesom Ronaldo - er alle blevet beskyldt for at have omgået skattemyndighederne, mens de spillede og trænede i Spanien.

Således har Mesut Özil allerede - ifølge tyske Der Spiegel - betalt 2,8 millioner euro i skat efter en tabt retssag, mens Mourinho er anklaget for at have gemt 12 millioner euro i skattely på De Britiske Jomfruøer.

Fidusen med at omgå skattemyndighederne via skuffeselskaber er ikke et problem, vi har i Danmark, mener direktør af sponsorfirmaet SponsorPeople, Thomas Badura.

»Det er ikke noget, vi er stødt på hos danske spillers kontrakter. Men man skal tage det forbehold, at vi reelt ikke kender indholdet af Ronaldos kontrakt. Hvis det er ulovligt, er det klart, at han skal samarbejde så meget som muligt, for at det ikke skader hans brand,« siger han.

Nyheden om anklagerne mod Ronaldo har skabt vrede reaktioner, blandt andet fra Socialdemokratiets EU-parlamentariker Jeppe Kofod.

»Firmaerne har også et ansvar – ikke for det, Ronaldo gør, men for at stille sig selv det spørgsmål, om de vil drive forretning med nogen, som skattefifler i milliardklassen,« siger Jeppe Kofod til Ritzau. Han står i spidsen for parlamentets særlige skattesnydsudvalg, hvor han arbejder på at indføre hårdere metoder. Han forklarer:

»Lande som De Britiske Jomfruøer er jo deciderede vaneforbrydere i de her sager. Derfor skal vi have en fælles EU-sortliste over skattely på plads nu, og der skal kunne indføres fuldstændig økonomisk boykot over for de her skattely.«

Hvis det viser sig, at Ronaldo benytter sig af skattely på lovlig vis, er det stadig ikke værdigt for et verdenskendt fodboldikon som ham, mener Lars Koch, der er international chef i interesseorganisationen Oxfam Ibis.

»Hvorfor skal folk, der tjener en halv milliard eller mere om året, sidde og fedte rundt og drible uden om skatteregninger, de sagtens har råd til?« siger han til DR.

Og Ronaldo kan heller ikke skyde skylden på sit hold af advokater og rådgivere, mener han.

»Han har jo skrevet under på nogle papirer, og man skal være varsom med sin underskrift,« siger Lars Koch til DR.

Ifølge skatteadvokat Michael Bjørn Hansen risikerer Cristiano Ronaldo en frihedsstraf.

»Hvis det var sket i Danmark, ville han få et par år i fængsel. Og de spanske regler er ikke så anderledes end de danske,« siger han til TV 2 News.

De spanske skattemyndigheder er nu gået i gang med at undersøge, om der er foregået svindel.

Cristiano Ronaldo eller MIM havde ved avisens deadline endnu ikke kommenteret sagen. Real Madrid-spillerens agentfirma, Gestifute, benægter dog at have gjort noget ulovligt og lover at samarbejde med skattemyndighederne.