FC Nordsjælland har i dag stoppet samarbejdet med Simon Richter. Spillerforeningen kalder det et ulovligt kontraktbrud.

FC Nordsjælland indleder i dag årets første træning, men én spiller mangler, når spillerne skal ryste vinterpausen af sig. Simon Richter havde set frem til at spille fodbold igen, men i stedet må han nu skuffende pakke sine ting sammen fra sit skab i omklædningsrummet i Farum.

FC Nordsjælland har benyttet en klausul i Simon Richters kontrakt, og med øjeblikkelig virkning sendt spilleren ud i arbejdsløshed.

- Jeg blev i november kaldt ind på kontoret og fik at vide, at de vil benytte sig af klausulen. I onsdags fik jeg så et brev igennem min agent, hvor der stod, jeg skulle tømme mit skab og aflevere nøglen. Det var ikke lige den måde, at jeg havde håbet min tid i FC Nordsjælland skulle slutte, siger Simon Richter til Ekstra Bladet.

Den 24-årige spiller forlængede ellers sin kontrakt med FC Nordsjælland frem til udgangen af 2010. Men en klausul krævede, at den hurtige forsvarer skulle spille mindst 20 procent af kampene i sidste sæson, ellers kunne klubben ophæve samarbejdet. Desværre blev Simon Richter alvorligt skadet allerede efter tre kampe, og havde ingen chance for at nå en femtedel af kampene. Derfor bliver kontrakten nu ophævet.

Ifølge Sillerforeningen er en sådan klausul dog ulovlig. Spillernes fagforening vil derfor køre en sag, for af bevise, at Simon Richter bliver afskediget uberettet. I mellemtiden vil spilleren selv forsøge at komme tilbage på fodboldbanen så hurtigt som muligt.

- Jeg tænker først og fremmest på at blive klar igen og komme tilbage på banen og bevise, at jeg har en fremtid som fodboldspiller, slutter Simon Richter.