Bayern Münchens Franck Ribéry var tilfreds med 2-0 sejren over sin gamle klub, men han advarede om, at holdet ikke er gået videre endnu.

Bayern München vandt 2-0 ude over Olympique Marseille i den første kvartfinale-kamp i Champions League, og det var noget, der huede klubbens franske stjerne, Franck Ribéry, der var oppe mod sin gamle klub.

- I øjeblikket spiller vi meget kompakt, meget disciplineret, og vi arbejder godt sammen, sagde Franck Ribéry efter kampen til Bayern Münchens hjemmeside.

Han advarede dog mod at tro, at returkampen bliver en formssag.

- Vi spillede rigtig godt i dag, men kampen er ikke forbi. Men selvfølgelig er vi i en god position nu, sagde den franske midtbanespiller.

Han fik opbakning fra sin chef, Jupp Heynckes.

- En suveræn kamp, og det er ikke så nemt her i Marseille. Det er der andre, der har erfaret før os. Det var vigtigt, at de ikke fik lov at score det første mål, så de kunne ride på bølgen. Det eneste, der ærgrer mig, er, at vi fik fem gule kort i dag. Det var for mange, sagde Bayern-træneren.

Olympique Marseille gik til stålet, og kampen blev meget fysisk. Det prægede også flere andre kommentarer efter kampen.

Mario Gomez, der scoerde kampens første mål, sagde:

- Marseille spillede meget, meget aggresivt. Vi forsøgte at holde igen med det fysiske spil, og i sidste ende vandt vi velfortjent.

- Vi vidste godt, at Marseille var et kropsligt robust hold. Men det lykkedes os at få scoret et meget vigtigt mål lige før pausen, og 2-0 på udebane i en kvartfinale i Champions League er et fremragende resultat. Men vi skal passe på. Vi er ikke gået videre endnu, sagde forsvas-generalen Philipp Lahm.

Olympique Marseilles træner, Didier Deschamps, er på sin side godt klar over, at returkampen på Allianz Arena på tirsdag bliver mere end almindeligt vanskelig.

- Efter 0-2 på hjemmebane i den første kamp bliver det naturligvis svært. Målet til 0-1 kort før pausen gjorde ondt på os, fordi Bayern ikke havde haft ret meget inden da. Men denne koldblodighed kendetegner gode hold, sagde den tidligere verdens- og europamester.