Selvom Bayern måtte spille 2. halvleg med kun ti mand, var holdet rigeligt stærkt til at slå FC Augsburg ud af DFB Pokal.

Bayern München er klar til kvartfinalen i DFB Pokal, selvom holdet måtte kæmpe lidt hårdere for det, end de havde regnet med ude mod FC Augsburg.

Mario Gomez bragte sidste års tabende finalister foran kort før den halve times spil på oplæg fra Franck Ribéry. Men samme Ribéry var årsag til, at det hele blev lidt mere spændende, end nødvendigt var.

Sydkoreaneren Koo Ja-Cheol ramte i starten af 2. halvleg franskmanden i ansigtet i en nærkamp, men Ribéry fik efterfølgende det røde kort, da han hævnede sig på Augsburg-spilleren.

Bayern måtte derefter forsvare føringen med kun ti mand, og det var nær blevet dyrt, da Torsten Oehrl kom alene igennem med Manuel Neuer, men Bayern-målmanden viste høj klasse og parerede forsøget.

Siden kunne Mario Mandzukic have øget Bayerns føring på en friløber, men det blev schweizeren Xherdan Shaqiri, som satte scoringen til 2-0 ind på Thomas Müllers fine forarbejde.

Med nederlaget kan FC Augsburg koncentrere sig om at undgå nedrykning i Bundesligaen, mens Bayern er klar til kvartfinalen sammen med Kickers Offenbach fra 3. Bundesliga, som overraskende slog Ken Ilsø og Fortuna Düsseldorf ud.