I Sverige er Zlatan en Gud. En mand, der svæver på en sky af overskud og nærmest tilbedes som et ikon. Onsdag aften viste svenskeren sin medmenneskelighed, da en ung fan skulle følge ham ind.

Otte-årige Bianca Foussianis var nemlig så heldig at have vundet en konkurrence, der betød, at hun skulle følge en af de 22 startende spillere ind på banen inden opgøret mellem Malmø og Paris Saint-Germain.

Den unge pige blev bedt om at stille sig frem forrest i spillertunnellen, og pludselig kom selveste Zlatan Ibrahimovic og tog hendes hånd. Bianca fortæller til Expressen, at hun blev meget overrasket.

Egentlig måtte hun og de andre heldige børn ikke snakke med spillerne, men det så Zlatan tilsyneladende stort på.

»Han spurgte, om jeg var nervøs, og jeg sagde ja. Så hviskede han til mig, at det var han også,« fortæller Bianca.

Hun havde inden deres møde i spillertunnellen onsdag aften kun set Zlatan på tv og i aviser, men aldrig i levende live. Så hun blev noget overrasket, da hun først fik set ham an.

»Han var meget højere end på tv. Han var vildt høj og havde store hænder,« siger hun.

Bianca Fousiannis har længe været stor fan af Zlatan, så det var en stor oplevelse at møde den svenske superstjerne.

»Det var vildt sjovt og rigtig fedt at få lov at gå med Zlatan. Det var virkelig en overraskelse,« siger hun og kalder svenskeren for sit »største idol«.

»Jeg kommer til at huske den her dag i lang tid. For evigt.«