Zlatan Ibrahimovic skrev historie, da han med to straffesparksscoringer i hjemmekampen mod Marseille sikrede Paris Saint-Germain en smal 2-1-sejr.

Med de to kasser overhaler svenskeren det portugisiske klubikon Pauleta og indtager nu positionen som den mest scorende PSG-spiller gennem tiderne. Zlatan har i alt scoret 110 mål for den parisiske storklub.

Og holdkammeraterne er overbevist om, at der er endnu er mange mål i den lange angriber.

»Ibra er en fantastisk spiller - og han er ikke færdig endnu,« slår midtbaneprofilen Blaise Matuidi fast over for Le Parisien og bakkes op af sin træner, Laurent Blanc.

»Han er en rigtig god spiller - en fantastisk spiller. Det overrasker mig overhovedet ikke, at han nu står med den her rekord. Zlatan er noget ud over det sædvanlige.«

Fodboldsitet Goal.com kaster yderligere hæder over svenskeren.

»Zlatan er den største stjerne, som Ligue 1 nogensinde har set, og han er blevet et symbol for den bedste franske række. Den påvirkning, som den tidligere AC Milan-stjerne har haft på Ligue 1, er helt ubeskrivelig. Hvem andre kunne have fået rækken til at skinne, som den gør?«