Real Madrid vandt sin største sejr nogensinde over Real Mallorca, da det søndag aften blev 5-0 på ferieøen.

Real Madrid satte rekord, da de regerende spanske mestre søndag vandt 5-0 ude over Real Mallorca - den største sejr nogensinde over øboerne.

Gonzalo Higuain åbnede scoringen efter otte minutters spil, da markeringen svigtede for hjemmeholdet. Argentineren sagde tak ved at kanonere bolden i mål fra kanten af straffesparksfeltet.

Et lille kvarter senere fordoblede Cristiano Ronaldo føringen, da Real Madrid spillede mallorcinernes forsvar tyndt, og den portugisiske mega-stjerne vred sig fri, trykkede resolut af og passerede Dudu Aouate i Real Mallorcas mål.

Michael Laudrups tidligere klub måtte i anden halvleg se Gonzalo Higuain og Cristiano Ronaldo score yderligere en gang hver - iøvrigt Ronaldos 14. mål i de sidste otte kampe - inden José Maria Callejon lukkede og slukkede kort før tid.

Med sejren ligger Real Madrid på fjerdepladsen i ligaen, efter at holdet har vundet fire ud af de sidste fem ligakampe og spillet uafgjort mod FC Barcelona.

Netop FC Barcelona har dog fremdeles et forspring på otte point til Real Madrid, og det samme har Atletico Madrid på andenpladsen efter sejr på 3-1 hjemme over Osasuna tidligere søndag.