Den tidligere engelske landsholdsspiller Jamie Redknapp er ikke imponeret over det, som Chelseas manager Jose Mourinho har vist i denne sæson.

Chelsea har fået en vanskelig start på Premier League og tabte lørdag med 1-3 til Southampton hjemme på Stamford Bridge.

Efter kampen rasede Mourinho over dommerne i den engelske række og sagde i samme ombæring, at Chelsea fyrer den bedste manager, hvis klubben beslutter sig for at afskedige ham, men ikke alle deler nødvendigvis den opfattelse.

Jamie Redknapp, der foruden en karriere som engelsk landsholdspiller også har spillet for klubber som Tottenham og Liverpool, er i hvert fald ikke overbevist om Mourinhos evner lige i denne sæson.

»Det er som om, at Jose Mourinhos hoved er en vaskemaskine - han tager så mange forhastede beslutninger,« siger Jamie Redknapp til Sky Sports.

Chelsea blev mestre i sidste sæson, men holdet - og træneren ikke mindst - er ifølge Redknapp som forvandlede.

»Det, som jeg plejede at tænke om Mourinho, det var, at hver eneste af hans beslutninger havde et magisk skær over sig. To minutter tilbage af en kamp, han lavede en udskiftning, og bang, så vandt Chelsea med 2-1,« siger Redknapp og fortsætter:

»Nu er det som om, at hver eneste beslutning, han træffer, går den anden vej. For fire måneder siden vandt de titlen, alt gik deres vej. Nu ligner det, at han er ved at miste sine spillere - han er nødt til at vinde dem tilbage.«

Chelsea har i denne sæson kæmpet for at finde den rette opstilling, og spilsystemet er også blevet lavet om undervejs, mener Redknapp.

Kun otte point for otte kampe er det blevet til for Chelsea, der har tabt halvdelen af sine kampe og kun vundet to gange.