Red Bull forhandler om Ankersen - her er Esbjergs priskrav

Østrigske Red Bull Salzburg har lagt et konkret bud på Peter Ankersen - men parterne ikke enige om prisen endnu

Peter Ankersen blev kåret som årets Superliga-profil 2013 og var blandt de nominerede til årets spiller, som Christian Eriksen vandt i lørdags.

Men nu kan Ankersen være tabt for Esbjerg. Som lokalavisen Jyske Vestkysten skriver mandag eftermiddag, så forhandler østrigske Red Bull Salzburg med Esbjerg om Peter Ankersen.

Bt.dk erfarer, at der er god dialog mellem parterne, men man er ikke enige om prisen. Ifølge bt.dk's oplysninger kræver Esbjerg 2,5 mio. euro (ca. 19 mio. kr.) for landsholdsbacken, og det prisniveau har Red Bull endnu ikke ramt.

Esbjerg har i forhandlingerne også ønsket at beholde Peter Ankersen frem til sommer, og det er ikke usandsynligt, at Red Bull Salzburg accepterer dette. Men i første omgang har man forhandlet om et øjeblikkeligt skifte.

Esbjerg var i pulje med Red Bull Salzburg i Europa League, og her imponerede Peter Ankersen den østrigske topklub.

Men bt.dk erfarer også, at det ikke blot er Red Bull Salzburg, der har henvendt sig til Esbjerg, og derfor er der flere klubber i spil. Tyske Freiburg nævnes også som en bejler, mens franske St. Etienne stadig følger Ankersen tæt.

- Der er stor interesse for Peter. Det er ikke noget nyt. Men hvis der skal komme et skifte, så kræver det, at tre parter blive enige. Nu må vi se, hvad der sker. Men hvis der ikke kommer noget interessant for Peter, så har han det helt fint med at blive i Esbjerg sæsonen ud, siger Ankersens agent Gulli Tomasson til bt.dk.

Opdateret kl. 18.02: Esbjerg har på baggrund af blandt andret denne artikel, reageret ved at udsende en pressemeddelelse, hvor klubben bekræfter, at den ligger i forhandling med en udenlandske klub om et salg af Peter Ankersen.

Læs også: