Reals sommerbud på Bale: 335 mio. kroner

Real Madrid har identificeret sommerens vigtigste transfermål. Spanierne står klar med en formue for Tottenhams Gareth Bale.

Han var den helt store spiller, da Tottenham i weekenden slog Newcastle, og set over hele sæsonen er der ingen tvivl; Gareth Bale er blandt Premier Leagues allerstørste profiler.

Det har også Real Madrid - og i særdeleshed klubbens præsident - spottet. Endda i så høj grad, at Florentino Perez har skrevet Bales navn øverst på den liste over forstærkninger, den spanske kongeklub har planer om at gå efter til sommer. Det skriver den spanske internetavis El Confidencial.

Ifølge avisen har Bales agent, Jonathan Barrett, allerede afholdt adskillige møder med ledere fra Real Madrid, og nu har han givet klubben grønt lys til at tale med Tottenham. 

Selv om Real Madrid og Tottenham har en samarbejdsaftale, kan det dog blive vanskeligt at overtale London-klubben til et salg. Tottenham-boss Daniel Levy er kendt som en benhård forhandler, der ikke sælger, medmindre han får, hvad han kræver. Ifølge El Confidencial har Real Madrid tænkt sig at teste Levy med et opsigtsvækkende sommerbud på 335 millioner kroner (45 mio. euro, red.).

Læs også: