Real Madrid var nede 0-2, men holdet kom tilbage og generobrede førstepladsen i ligaen med en 3-2-sejr.

Langt inde i anden halvleg lignede kampen om det spanske mesterskab en yderligere åben affære.

Nede 0-2 i anden halvleg virkede gode råd dyre for Real Madrid ude mod Villarreal i Primera Division, men så iværksatte Real et vildt comeback i den sidste halve time.

Det resulterede i en 3-2-sejr, da Alvaro Morata med otte minutter igen headede sejren hjem.

 
Real Madrid var bagud med 2-0 efter en times spil, men så steppede stjernerne op.
Vis mere

Dermed generobrede Real Madrid førstepladsen i ligaen og kan med en kamp i baghånden øge forspringet til fire point.

Real topper med 55 point foran Barcelona, der for en kamp mere har 54 point.

Villarreal hjemme på El Madrigal er ofte en svær opgave, og hjemmeholdet indledte da også med frisk spil og afslutninger.

 

Cristiano Ronaldo, Gareth Bale og Karim Benzema udgjorde offensiven hos Real Madrid, som i dele af første halvleg blev sat under et gevaldigt pres af hjemmeholdet.

Real Madrid skulle revanchere 1-2-nederlaget til Valencia, men første halvleg endte uden scoringer, og spillemæssigt havde Real Madrid det svært.

Generelt sprudlede hverken Ronaldo, Benzema eller Bale, og efter fem minutter af anden halvleg gik det galt første gang.

 

Efter nogle fornuftige kombinationer endte et indlæg hos Samu Castillejo, der headede den for fødderne af Manuel Trigueros, der drønede bolden i mål til 1-0-føring.

Så hang nerverne uden på de hvide trøjer hos gæsterne, og seks minutter senere var den gal igen.

Bruno fandt Cedric Bakambu med en dyb stikning, og angriberen sparkede hjemmeholdet foran 2-0.

Med tilbagekomsten af Gareth Bale er hovedstødstruslen øget hos Real Madrid, og det demonstrerede Bale efter 64 minutter, da Real iværksatte jagten på point.

Indskiftede Isco fandt Daniel Carvajal, som sendte bolden ind i Villarreals felt, hvor Bale pandede den i mål til 1-2.

Med 20 minutter igen fik gæsterne så tilkendt et straffespark. Toni Kroos afsluttede, bolden blev pareret op på hånden af Bruno, og fløjten lød.

Hjemmeholdet protesterede højlydt med udsigten til at se en 2-0-føring smuldre væk, og Ronaldo bankede bolden i mål til 2-2 med sin 16. sæsontræffer.

Comebacket var en realitet, og Real Madrid indledte et pres mod gæsterne.

I det 82. minut strøg Marcelo afsted i venstre side.

Brasilianeren sendte et fremragende indlæg ind fra venstre side, og indskiftede Alvaro Morata sørgede for forløsningen med sin hovedstødsscoring.

 

/ritzau/