Real Madrids Luka Modric har høje tanker om midtbanekollegaen Christian Eriksen.

Mens hele Spanien taler om José Mourinho og hans forestående skilsmisse fra Real Madrid, vælger hans spillere klogeligt at holde sig til nogle lidt mere ufarlige emner, når de udtaler sig. 

Det kan derfor ikke undre nogen, at midtbanespilleren Luka Modric i dag fandt lejlighed til at rose danske Christian Eriksen, inden de to spillere tirsdag står overfor hinanden på Estadio Santiago Bernabeu, hvor Real Madrid og Ajax Amsterdam mødes.

- Eriksen er en meget talentfuld spiller, og Ajax har et meget stærkt hold med ham som et vigtigt link på midtbanen. Men hvis vi spiller, som vi gjorde mod Atletico Madrid, tror jeg både, at vi vinder og hører til blandt favoritterne til at vinde Champions League, Modric, der i sommer kom til den spanske kongeklub fra Tottenham for cirka 260 millioner kroner. 

Kuriøst nok kan netop Christian Eriksen ende med at blive Luka Modric' afløser i netop Tottenham. Den engelske klub meldes således meget interesseret i Ajax' danske playmaker. 

Inden det sker, venter kampen i den spanske hovedstad imidlertid for Christian Eriksen. Med en sejr over Real Madrid kan Ajax Amsterdam sikre sig en billet til slutkampene i Europa League efter jul. Hjemmeholdet er allerede klar til 1/8-finalerne i Champions League.