Real Madrids Alvaro Arbeloa har fundet en noget atypisk måde at svare igen på - han tweetede et citat fra tegnefilmen 'Ratatouille'.

Kongeklubben fra Madrid har mødt stor kritik efter lørdagens nederlag mod Real Betis. Det er langt fra første gang, at man som Madrid-spiller må lægge ørerne til kritik, men denne gang har de spanske mestres back Alvaro Arbeloa valgt en noget anderledes måde at give svar på tiltale.

Arbeloa er tilsyneladende træt af, at kritikerne fremhæver sig selv som eksperter. Derfor har han valgt at citere figuren Anton Ego - en madanmelder i tegnefilmen Ratatouille:

- På mange måder er en kritikers arbejde let. Vi risikerer meget lidt, men nyder stadig en position over dem der ofrer alt deres tid og arbejde. Vi lever af negativ kritik, der er sjovt at skrive og læse. Men hvad vi kritikere må sande er, at det gennemsnitlige stykke arbejde sandsynligvis er mere meningsfuldt, end vores kritik der udpeger det som gennemsnitligt, citerede Arbeloa fra sin Twitter-profil.

Mon Arbeloas tegnefilms-filosofiske overvejelser giver de spanske journalister stof til eftertanke?