Real Madrids præsident Florentino Perez afviser nu, at flere af klubbens stjerner med Iker Casillas har krævet, at træner José Mourinho bliver fyret efter denne sæson.

I følge den spanske avis Marca skulle Real-stjernerne Iker Casillas og Sergio Ramos have krævet, at klubben skiller sig af med træner José Mourinho senest til sommer. Ellers vil de væk fra Real Madrid.

Men klubpræsident Florentino Perez afviser nu ved et særligt indkaldt pressemøde, at det er sandt.

- Jeg bryder min egen regel om ikke at tale til pressen om klubbens daglige drift på grund af de alvorlige beskyldninger, som Marca har trykt.

- Jeg er her ikke for at tale om Iker, kun for at afvise de oplysninger, som kom ud denne morgen. Jeg har ikke talt med Jose Mourinho. Jeg kommer her af egen drift. De skal ikke lege med en institution som Real Madrid.

- Det helt usandt, at anførerne har sagt noget negativt om træneren. Der er ikke blevet udstedt et ultimatum fra Casillas eller Ramos. Anførernes ansvar stemmer ikke overens med denne oplysning.

- Informationen, der er blevet trykt i dag, er ren løgn, og det er et alvorligt angreb på klubben. Jeg har stor respekt for pressen, og jeg har altid hørt på kritik, ligegyldigt om jeg synes, at den er fair eller ej. 

- Men der er grænser, der må respekteres. Det her er alvorligt, det er ikke et typisk dagligdags rygte, om hvem vi køber eller sender ud, det handler om etik.

Efterfølgende afviste Real Madrid-præsidenten at udtale sig om Mourinhos fremtid i klubben. Han var udelukkende kommet til pressemødet for at afvise historien i Marca, der ellers normalt er kendt som en særdeles Real Madrid-venlig avis.

I øvrigt har Casillas nu brækket hånden.