Spanske og engelske storklubber står i kø for at lokke den 18-årige angriber Viktor Fischer væk fra hollandske Ajax Amsterdam.

For nylig meldte Ajax ud, at klubben er klar til at forhandle om en kontraktforlængelse med det danske stortalent Viktor Fischer. Men det er ikke ensbetydende med, at Ajax har held med at sikre sig Fischer helt frem til 2016.

Sporten.dk har talt med flere spanske agentkilder, som melder om en kraftig interesse for den 18-årige Ajax-dansker, der i midtugen fik Champions League-debut mod Manchester City.

Udmeldingen fra Ajax har fået adskillige af Europas topklubber til at ringe direkte til Viktor Fischers agent, Søren Lerby, for at forhindre, at der bliver lavet en ny aftale oven på den kontrakt, der løber til 2014. Således skulle Atlético Madrid være en kraftig bejler til Fischer, mens storklubben Real Madrids bedste scouts har anbefalet et køb af danskeren. I første omgang skulle det så være til Real Madrids Castilla, som er storklubbens B-hold, der spiller i den næstbedste række.

Også i England summer det, når man nævner navnet Fischer. Chelsea og Manchester United meldes stærkt interesserede i Viktor Fischer, mens en lang række af andre europæiske topklubber har meldt sig i samme kor.

- Viktor Fischer er et af de hotteste unge navne i europæisk fodbold lige nu. Alle topklubberne er opmærksomme på ham. Mange af de samme klubber, som jagtede Eden Hazard, er med i feltet omkring Fischer, siger en agent, der er hyret af en spansk topklub til at lokke danskeren væk fra Ajax, og som derfor er nødt til at forblive anonym.

Sammenligningen med Eden Hazard er vild, når man tænker på, at belgieren i sommer skiftede til Chelsea for 303 mio. kr. efter en række fantastiske sæsoner i franske Lille. Men Viktor Fischer mangler naturligt nok langt mere spilletid på førsteholdet i Ajax for at nå en prislap af den størrelse.

Til gengæld fik Fischer allerede i sidste sæson stor opmærksomhed fra Europas topklubber, da han blev topscorer for Ajax i ungdommens Champions League-turnering, Next Gen.

At det unge angrebstalent er ombejlet, bekræfter Fischers agent, Søren Lerby.

- Der vil altid være interesse for en ung spiller, der har markeret sig så stærkt på internationalt niveau. Men vi tager det stille og roligt og er først og fremmest i dialog med Ajax omkring næste skridt, siger Lerby ifølge den spanske sportsavis AS.

Fischer har i denne sæson fået flere kampe på Ajax’ førstehold og nettet en enkelt gang i pokalturneringen.

- Viktor udvikler sig hele tiden, og han er en spiller, som vi meget gerne vil beholde i klubben, lyder det fra Ajax-træner Frank de Boer.