Real Madrid har tilbudt den 15-årige Martin Ødegaard en langtidskontrakt på fem år. Det skriver den spanske avis Marca.

Såfremt Martin Ødegaard accepterer tilbuddet, vil kontrakten blive underskrevet den 17. december. Det skyldes, at Ødegaard fylder 16 år på denne dato og derfor kan underskrive en professionel kontrakt.

Kontrakten åbner formodentlig for, at Ødegaard straks vil kunne blive udlejet til sin nuværende klub, Strømgodset, eller en anden spansk klub i Primera Division.

Tilbuddet kommer tre uger efter, at det norske supertalent besøgte Real Madrids træningsanlæg, Valdebebas.

Real Madrid er dog ikke den eneste klub, der jagter Ødegaard. Faderen til Ødegaard, Hans Erik Ødegaard, har udtalt, at en række europæiske topklubber i mere eller mindre grad har erklæret deres interesse i spilleren.