Interesserede klubber skal grave dybt i lommerne, hvis de skal have lov til at snakke kontrakt med Cristiano Ronaldo.

Superstjernen vil angiveligt væk fra Real Madrid og Spanien på grund af en verserende skattesag, men det får ikke hans arbejdsgiver til at slække på kravene.

Ifølge den normalt velinformerede spanske avis, Marca, har Real Madrid sat et prisskilt på 200 milioner euro på Ronaldo. Et beløb, der svarer til lige knap en halvanden milliard danske kroner.

Som prisen indikerer ser madrilenerne allerhelst at Ronaldo bliver. Marca skriver således, at træner Zinedine Zidane fra sit feriedomicil har ringet til sin topscorer, som lige nu spiller Confederations Cup i Rusland med Portugal, for at understrege, hvor stor pris han og resten af Real Madrid-truppen sætter på ham.

Når både Zidane og Ronaldo vender tilbage til Madrid, er der desuden planlagt et møde mellem de to.

Skulle det vise sig at være en fiasko, skorter det ikke på bejlere til Ronaldo. Storklubber nævnes i flæng på rygtebørsen med Manchester United og Paris Saint-Germain som de mest ivrige.

Blandt andet hævder Daily Mail forbereder førstnævnte et bud på over halvanden milliard kroner plus målmand David de Gea for Ronaldo og hans holdkammerat Alvaro Morata.