Som en rørende gestus til kræftramte børn og deres familier valgte Real Madrids costaricanske målmand Keylor Navas efter søndagens triumf at barbere sig skaldet.

Med en 2-0-sejr på udebane mod Málaga søndag aften lykkedes det for første gang siden 2012 for Real Madrid at vinde det spanske mesterskab. Målene blev scoret af Cristiano Ronaldo og Karim Benzema, mens målmand Keylor Navas altså holdt målet rent.

Og efter kampen gjorde netop sidstnævnte sig særligt bemærket, da han midt i hans egen og resten af holdets ekstase, valgte at dedikere titlen på en helt særlig måde.

Da den 30-årige målmand kom ud fra omklædningsrummet til interview, var hans mørke hår væk.

»Jeg fortalte gud, at hvis vi vandt ligaen, ville jeg dedikere det til de børn, der kæmper på hospitalerne hver eneste dag. Her står jeg uden hår og dedikerer titlen til dem,« sagde den tidligere Levante-keeper ifølge Marca.

»Jeg beder til gud for, at de alle kan vinde over deres sygdom. For alle børn, der kæmper mod kræften. For deres familier - for dem, der fortsætter med at kæmpe. Denne titel er til dem,« lød det ifølge det andet spanske medie AS.

Cristiano Ronaldo (th.) scorede et af Real Madrids to mål mod Málaga, mens Keylor Navas (tv.) holdt buret rent.
Cristiano Ronaldo (th.) scorede et af Real Madrids to mål mod Málaga, mens Keylor Navas (tv.) holdt buret rent. Foto: JUAN MEDINA
Vis mere

Selvom La Liga søndag blev afsluttet, er sæsonen på ingen måde slut for Keylor Navas og Real Madrid. Lørdag den 3. juni spiller de spanske mestre Champions League-finale mod Juventus, der søndag blev kåret som italienske mestre.

Du kan herunder se højdepunkterne fra søndagens kamp mellem Málaga og Real Madrid.

 
Ronaldo var endnu engang på pletten, da Real Madrid kunne løfte pokalen og fejre det spanske mesterskab
Vis mere

En anden fodboldstjerne, der i denne sæson har gjort meget for at skabe opmærksomhed omkring kræftramte børn, er Sunderlands engelske angriber Jermain Defoe. Han har skabt et helt specielt bånd til den kræftsyge dreng Bradley Lowery, som har været hans maskot på landsholdet og for klubholdet.