Cristiano Ronaldo, Karim Benzema og James Rodriguez mod Lionel Messi, Luis Suarez og Neymar. Der var lagt op til en regulær stjernekrig, da de evige rivaler Real Madrid og Barcelona lørdag aften krydsede klinger i Primera Division. Og de dyrtbetalte stjerner skuffede ikke.

I en opvisning i flydende, offensiv omstillingsfodbold strømmede det ene angreb efter det andet ned mod de to holds hårdtkæmpene forsvarsspillere. Før kampen havde FC Barcelonas ellers ikke lukket et eneste mål ind i ligaen i denne sæson, men det var ikke til at se over for Ronaldo og resten af Real Madrid-spillernes ekstreme fart, der til tider fik Piqué og Mascherano til at ligne Serie 1-spillere, der var hentet på det lokale bodega kort før kampstart.

Kongeklubben fik ellers den værst tænkelige start på kampen. Barcelona-træner Luis Enrique havde overraskende valgt at give plads til Luis Suarez, der for første gang var tilbage i europæisk fodbold, siden han satte sit tandaftryk på Chiellinis skulder for 123 dage siden. Og han skulle kun bruge tre minutter på at vise, at han er mere end bare et flagrende gebis. Med en tværaflevering fandt han Neymar, der tog et træk og køligt udplacerede Iker Casillas. Og Suarez kunne faktisk være blevet helten i sin debut.

Efter 22 minutter slog han på ny en knivskarp aflevering, men i helt fri position i det lille felt brændte Messi noget ukarakteristik for den næstmest scorende spiller i den spanske ligas historie.

I den anden ende af banen var Real Madrid kun sjældne gæster, men efterhånden som minutterne gik, åd de sig mere og mere ind i kampen. Efter 33 minutter gav det pote. En rystende usikker Gerrard Piqué kastede sig hovedkulds ned i et indlæg fra Marcelo og ramte bolden med hånden.

Dommeren dømte et korrekt straffespark, som Cristiano Ronaldo stille og roligt udnyttede. Dermed har han nu scoret i Real Madrids sidste 15 hjemmekampe.

I anden halvleg fik madrilenerne for alvor hjemmetilskuerne op af stolen. Først kom Pepe højest på et hjørnespark, og 10 minutter senere viste Real Madrid på ny, at de er verdens ukronede mestre i kontrafodbold.

Isco erobrede bolden midt på banen, og før Mascherano og Iniesta fik deres vævre kroppe op i fart, havde Benzema sparket sejren og de tre point hjem til Madrid.

Med sejren haler Real Madrid ind på Barcelona, der nu kun fører ligaen med ét point ned til lørdagens hjemmehold.