Viktor Fischer, Christian Eriksen og Christian Poulsen kunne intet stille op i øretæven mod Real Madrid på Bernabeu.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Da 18-årige Viktor Fischer blev rykket op fra Ajax U20-hold til førsteholdet, mødte der ham en helt ny verden. I aftes fik han en startplads på Ajax-holdet mod Real Madrid på Santiago Bernabeu, hvor der så til gengæld mødte ham en helt ny ukendt galakse. Her hvor fodboldens ypperste spillere huserer, og unge Fischer måtte sande, at hans kometstatus ikke rakte langt over for Real Madrids klasse-spillere i den stensikre 4-1 sejr til hjemmeholdet.

Den unge dansker, der fik landsholdsdebut i november, viste dog, at han ikke var alt for imponeret i det fornemme selskab på det historiske græstæppe. I anden halvleg hvor Ajax bagud 0-3 fik mere plads, livede Fischer også op og havde enkelte gode aktioner og en afslutning, der strøg lige forbi Real-målet. Viktor Fischer havde fået chancen i Ajax-angrebet efter storspil med assist og scoring i weekendens ligasejr over PSV, men i første halvleg ramte det unge håb stort set ikke en medspiller.

Fischer viste imidlertid mental styrke og en ungdommelig selvsikkerhed ved at holde hovedet højt og forsøge at spille sig tilbage i kampen, og det bør anerkendes modsat en række af holdkammeraterne, der fuldstændig gemte i modgang. Real Madrid havde endda valgt at spare et halvt hold og stillede op uden blandt andre anfører Iker Casillas og Sergio Ramos og Xabi Alonso. Men Ajax med dansker-trioen Fischer, Christian Eriksen og Christian Poulsen var stort set statister i første halvleg, mens der kom lidt mere bid i offensiven, da Kaká stort set havde afgjort tingene med en sublim 3-0 føring kort efter pausen.

Cristiano Ronaldo og José Callejon havde stort set sat Ajax på plads i første halvleg med to scoringer, hvor kroatiske Luca Modric strålede som bagmand for begge mål. Modric har siden skiftet til de spanske giganter i sommer endnu ikke tilspillet sig en fast plads på Real-holdet, men tirsdag aften fik han vist, at han på sigt kan blive en kæmpe gevinst. Ajax havde intet modsvar, når Real-offensiven kom buldrende, og klasseforskellen var nærmest pinlig for hollænderne i de første 45 minutter. Christian Poulsen nåede dog ikke engang at spille første halvleg færdig, da han udgik med en forstrækning i baglåret og blev afløst af Ajax-truppens fjerde dansker Lasse Schöne.

Hverken han eller Christian Eriksen markerede sig synderligt i kampen, hvor Eriksen marginalt spillede sig bedre ind i kampen i anden halvleg med flere gode pasninger. Ajax fik trods det soleklare nederlag hvad de kom efter, da de med Dortmunds sejr over Manchester City sikrede sig tredjepladsen i gruppen og adgang til Europa League, mens City er helt færdig i europæisk regi. Real Madrid derimod sluttede på andenpladsen med Dortmund-sejren, men som Mourinho udtalte før kampen, så er hans hold endt på andenpladsen i gruppespillet, begge gange han har vundet Champions League-trofæet.