Real Madrid går nu ud i et forsvar for klubbens megastjerne Cristiano Ronaldo. »Vis ham respekt,« lyder opfordringen i en udtalelse på klubbens hjemmeside.

Cristiano Ronaldo er blevet kastet ud i et heftigt stormvejr, efter det er kommet frem, at den højtbetalte fodboldspiller har sendt omkring en milliard kroner i skattely på De Britiske Jomfruøer.

Nu forsøger Real Madrid at komme klubbens store profil til undsætning.

»Set i lyset af de seneste dages historier og det certificat, som de spanske skattemyndigheder har udstedt, og som bekræfter, at vores spiller Cristiano Ronaldo har opfyldt sine skatteforpligtelser, opfordrer Real Madrid til, at der bliver vist respekt overfor Cristiano Ronaldo, hvis opførsel har været eksemplarisk gennem al den tid, han har været i vores klub.«

Spørgsmålet er dog om certifikatet er noget værd i den aktuelle sag. Det er blot et udtryk, at man ikke har noget aktuelt udestående med de spanske skattemyndigheder i forhold til de oplysninger, der er indberettet til skattevæsenet. Ronaldos forhold undersøges stadig af myndighederne, og han risikerer stadig en skattesag, som i værste fald kan sende ham seks år i fængsel.

Ronaldo og Real Madrid tager onsdag aften imod Borussia Dortmund i en kamp, hvor førstepladsen i gruppespillet i Champions League er på spil. Real skal vinde hjemme for at overhale den tyske klub.

Lørdag kom det frem, at Cristiano Ronaldo har skubbet op imod 150 millioner euro (over 1 milliard kroner) fra salg af imagerettigheder til et selskab på De Britiske Jomfruøer med det formål at undgå at betale skat til de spanske myndigheder. Det afdækkede en række internationale medier - herunder danske Politiken.

Blandt merchandise-indtægterne er Cristiano Ronaldo-undertøj, som det danske firma, JBS, forhandler.