TV2-reporteren Rasmus Tantholdt er passioneret AGF-fan. Og han er ikke bange for at vise det.

Tantholdt er født i Århus, har fulgt klubben i tykt og tyndt, siden han var ni år, og han har en stor AGF-tatovering på den ene skulder.

Nu lover han, at den anden skulder også bliver udsmykket med favoritklubbens insignier, hvis AGF opfylder hans drøm om at vinde eftermiddagens pokalfinale mod FC København.

Tantholdt, der i øjeblikket opholder sig i Brasilien på optagelse til TV2-programmer forud for OL i Rio, kan ikke være med i Parken. Men der er ingen tvivl om, at han følger intenst med i kampen alligevel.

»KOM SÅ DE HVIIIIE! Hvis i tager pokalen med hjem til Aarhus, får jeg lavet en GF-tattoo på den anden skulder her i Rio. Har vi en aftale?@joensson16 @stephanpetersen@danieldc06 @dannyolsen9@danielapedersen @alexanderjuel5,« skriver han på Instagram i teksten til et billede, hvor han med Copacabana i baggrunden flasher den AGF-tus, som han for nogle år siden fik lavet på sin venstre skulder.

Og mindst en af AGF-spillerne er klar til at gøre det samme som TV2-reporteren, som faktisk har optrådt i den hvide trøje i en testimonial for den mangeårige AGF-angriber Peter Graulund på Århus Stadion - også kendt som Ceres Park.

Danny Olsen svarer nemlig tilbage:

»Det er en aftale. Jeg får også lavet en så,« lover han, mens Daniel Christensen og Daniel A. Pedersen nøjes med at bekræfte, at de er med på aftalen om at tage pokalen i Parken.