Egil Drillo Olsen er nu blevet så træt af kritik, at han går til et voldsomt modangreb i en norsk avis.

Vi i Danmark går sjældent af vejen, når det gælder kritik af den norske spillestil og norsk fodbold i det hele taget. Men vi er nu ikke de eneste. Der er nemlig rigtig mange, der ikke har det fjerneste imod at kritisere norsk fodbold - inklusive landets egne medier.

Meget af kritikken havner naturligvis hos landstræner Egil Drillo Olsen, der ligesom er ansat til at stå i spidsen for hele molevitten. Og gummistøvle-træneren er nu blevet godt og grundigt træt af al kritikken. Derfor går han nu til modangreb.

I lørdagens udgave af den norske avis Verdens Gang har Drillo skrevet en kronik. En kronik, hvori kritikkerne får på puklen.

- Vi (NFF, det norske fodbold forbund) er trætte af at blive pisset på. Jeg bliver ikke længere irriteret, det stoppede jeg med at blive i 90'erne (da Drillo sidst var landstræner for Norge, red.) Nu bliver jeg bare opgivende. Jeg er træt af kritik, som er fejlagtig. Folk som for eksempel kritiserer niveauet på vores yngre landshold, samtidig med at jeg mistænker dem for ikke at have set en eneste kamp, siger Drillo.

- Naturligvis havde jeg gerne set, at niveauet var højere, og at der kunne være arbejdet bedre og mere systematisk i mange af klubberne. Men at det gør sig gældende over det hele, det passer ikke. I mange klubber udføres et godt stykke arbejde, fortsætter den norske landstræner.

Egil Drillo Olsen bedyrer desuden også, at han er træt af, at det norske landshold bliver sammenlignet med lande som Andorra og San Marino, og det irriterer ham, at han er blevet kritiseret for at tale negativt om den berømte fodboldskole i Ajax og Barcelonas spillestil.