Kongen i Konge-klubben Real Madrid var svært utilfreds efter nederlaget til ærkerivalerne fra Atletico Madrid. Det fik hans holdkammerater at føle efterfølgende, da Ronaldo kastede om sig med beskyldninger. Men gjorde han nu også det, eller blev verdensstjernen blot misforstået? Det svarer hovedpersonen samt anfører Sergio Ramos på.

Zinedine Zidane fastslog efter det smertende nederlag i slaget om Madrid, at Real nu var ude af titelkampen. Hans verdensstjerne Ronaldo, der selv havde flere gode tilbud i kampen, udtalte efterfølgende ifølge goal.com noget, der let kunne tolkes som om, at han var svært utilfreds med sine medspillere:

»Hvis alle var på mit niveau, så ville vi måske ligge nummer et«.

Anfører for Los Blancos, Sergio Ramos, var efterfølgende ude at forsvare Ronaldo, da medierne begyndte deres skriverier.

»Hvis nogen kender Christiano Ronaldo, så er det mig. Jeg tror ikke, at han ville angribe nogen af sine holdkammerater, men måske fik han ikke udtrykt sig på den bedste måde,« udtaler forsvarsstjernen ifølge goal.com

Se også en episode fra et af lørdagens andre opgør her: Husker du Pepes svinestreg? Nu går hans landsmand også amok

Og i så fald må man give Ramos ret. Udtalelsen var virkelig ikke særlig heldig, og den nåede vidt og bredt. Ronaldo nøjedes nemlig ikke med blot at fremhæve sig selv, han kritiserede også indirekte sine medspillere på enkelte positioner ved at sige:

»Jeg vil ikke nedgøre nogen, men når de ikke er de bedste, så er det svært at vinde. Jeg kan godt lide at spille med Karim (Benzema), (Gareth) Bale og Marcelo.«

Her kan det siges, at Mayoral erstattede Benzema midtvejs, mens Danilo spillede i stedet for en skadet Marcelo.

Også her forsøger Ramos ifølge at gyde olie på de oprørte vande.

»Som anfører føler jeg mig stolt over mine holdkammerater, og i svære tider er det ekstra vigtigt. Men alle har ret til at have deres mening«.

Ronaldo selv har også været ude og trække i land. Den farverige portugiser fortæller ifølge futbol.as.com, at han blev misforstået, da han sagde, at han var bedre end sine holdkammerater, og at han i stedet mente det med henblik på det fysiske aspekt.

»De har misforstået min udtalelse efter kampen. Jeg sagde ikke, at jeg var bedre end de andre. Jeg snakkede om det fysiske aspekt og skader. Der har været mange skader på holdet til spillere såsom Pepe, Bale, Benzema og Marcelo,« sagde den 31-årige verdensstjerne.

Den portugisiske stjernespiller er tre gange er blevet kåret til verdens bedste spiller.