Træner Olafur Kristjansson drømmer om at få Randers ud i en kvalifikationskamp om Europa League-kvalifikation.

Randers. Randers FC får chancen for at spille sig ud i Europa League via bagdøren, hvis holdet formår at vinde Europa League-kvalifikationen. Det stod allerede klart, inden randrusianerne fredag spillede 0-0 hjemme mod Esbjerg.

Før sidste runde i pulje 1 i nedrykningsspillet har Randers FC tre point ned til OB på andenpladsen og en bedre målscore, så meget tyder på, at holdet vinder puljen.

Derefter venter i første omgang to kampe om at komme nærmere Europa League-playoff.

- Det bliver vores gulerod fremadrettet at komme til at spille om en plads i Europa League. Men vi skal lægge noget pres på os selv for at komme godt ud til playoffkampene, siger træner Olafur Kristjansson.

- Vi skal have fokus på at gøre os klar både fysisk og mentalt til de to kampe i næste trin i sæsonen for at få muligheden for at udfordre et hold fra mesterskabsslutspillet om pladsen i Europa League, tilføjer han.

Træneren kunne se sit hold tage del i en søvndyssende affære mod Esbjerg, hvor der var meget langt mellem de oplivende momenter.

- Esbjerg var et svært hold at bryde ned, fordi det stod så defensivt, og fordi vi ikke helt lykkedes med at skabe nok. I starten kom vi til nogle halve muligheder, men der manglede noget skarphed og kvalitet i det, vi lavede.

- I anden halvleg manglede vi at spille bredt nok, og samtidig måtte vi skifte ud på nøglepositioner, og det gik ud over vores rytme i spillet, siger han.

Med pointdelingen har Randers FC taget otte af 15 mulige point i nedrykningsspillet.

/ritzau/