Randers slog mandag OB 2-0 og kan nu spille sig i Europa League med en sejr over FC Midtjylland på torsdag.

Randers. Randers FC er klar til en direkte duel mod FC Midtjylland om en plads i næste sæsons Europa League-kvalifikation.

Randers-træner Olafur Kristjansson mener, at presset er på FCM, der har fordel af hjemmebane i torsdagens opgør.

Derudover sluttede midtjyderne på Superligaens fjerdeplads, hvor Randers blev nummer syv.

- Det er en kamp, hvor FC Midtjylland har kniven for struben. De skal vinde kampen, og vi er ikke nødsaget til at vinde, siger Olafur Kristjansson efter torsdagens 2-0-sejr over OB.

Tidligere på sæsonen kaldte Randers-direktør Michael Gravgaard sæsonen for en fiasko, hvis Randers missede top-seks.

Det gjorde holdet lige akkurat, men Olafur Kristjansson mener ikke, at kampen på torsdag handler om succes eller fiasko.

- Det er ikke altafgørende for sæsonen som helhed, at vi vinder på torsdag.

- Det kan godt være, at medier og fans vurderer sæsonen som fiasko eller triumf, alt efter om vi vinder. Jeg vurderer ikke hele sæsonen ud fra en enkelt kamp på torsdag, siger Randers-træneren.

- Vi har opnået vores delmål i løbet af foråret, som vi er tilfredse med. Først ved at sikre os sejren i vores pulje og derefter at nå helt frem til den afgørende finale mod FC Midtjylland, siger Olafur Kristjansson.

Mod OB spillede angriberen Viktor Lundberg sin sidste hjemmekamp for Randers, da svenskeren forlader klubben efter sæsonen.

Han tog afsked med hjemmebanen ved at score til 2-0, og Lundberg ser også frem til kampen på torsdag.

- Det var ikke godkendt, at vi ikke kom i top-seks tidligere på sæsonen. Nu kan vi bygge selvtillid op, men FC Midtjylland er gode på hjemmebane, og vi skal give alt, hvad vi overhovedet har, siger Viktor Lundberg.

Kampen fløjtes i gang på torsdag kl. 20.00 på MCH Arena i Herning.

/ritzau/