Randers gjorde det torsdag aften svært for sig selv, da holdet fik to mand smidt ud i Europa League-kvalifikationskampen mod Sant Juliá fra Andorra. Men trods det svære udgangspunkt vandt jyderne 1-0.

Viktor Lundberg fik det første røde kort ved stillingen 0-0 efter bare 16 minutters spil. Lundberg blev sendt tidligt i bad efter et klammeri med en andorransk spiller. Selvom udvisningen ikke fik den store betydning for resultatet, havde den svenske angriber travlt med at undskylde bagefter.

»Det var dumt af mig. Jeg må lære af sådan en hændelse, for det er simpelthen for dumt. Vi ramte hinanden i hovedet, og dommeren får muligheden for at dømme det røde kort, Det er uerfarent af mig, og jeg må lære for fremtiden, at jeg ikke skal lade mig provokere,« siger Viktor Lundberg til Randers Amtsavis.

Kort efter udvisningen scorede Jonas Boring kampens eneste mål efter et hjørnespark.

I kampens slutfase fik Jeppe Tverskov også matchordre efter to gule kort.

Trods en noget udisciplinerede optræden var Randers-træner Colin Todd en glad mand efter kampen.

»Vi kom med intentionerne om at vinde kampen, og det gjorde vi. Nu ved vi til næste kamp, hvordan de spiller på banen, selv om jeg ikke ved, om de vil ændre det til næste gang. Vi ved, at de er stærke i boksen. Men vi ved også, at de skal angribe os, og det vil muligvis give os mere plads til at angribe den anden vej. De var nødt til at kreere kampen, fordi vi var i undertal, og der frustrerede vi dem. Vi gjorde det godt,« siger han til Randers Amtsavis.

Der er returkamp den 9. juli.