Ottende spillerunde af Superligaen blev skudt i gang fredag aften, da Randers hjemme tog imod oprykkerne fra Silkeborg.

Gæsterne har fået en svær start på Superligaen, hvor man endnu er uden en sejr. Omvendt kravlede Randers op i den sjove ende, da man slog Brøndby i sidste spillerunde. Det var derfor værterne, der måtte påtage sig favoritværdigheden.

Meget symptomatisk for Silkeborgs sæson, så var det de manglende evner foran mål, der blev udslagsgivende for resultatet. Kampen var fortsat uden scoring, da spillerne bevægede sig ind i sidste minut af ordinær spilletid. Men så slog Randers til.

Viktor Lundberg, der startede kampen på bænken, nåede frem til et indadskruet indlæg fra Jonas Kamper og headede bolden over Kasper Jensen i Silkeborg-målet.

I Silkeborgs desperation efter en udlignende scoring blev det til et par kontraangreb fra hjemmeholdet. Men det endte med en 1-0-sejr til Randers, der kravler op på andenpladsen med 16 point. Silkeborg er fortsat på sidstepladsen med blot tre point og ingen sejre.