Racisme: Inter-fans hånede Balotelli med bananer

Mødet med fansene fra sin tidligere klub Inter blev ikke en udpræget god oplevelse for Mario Balotelli

På forhånd var alle hos AC Milan bevidste om, at deres nye angriber Mario Balotelli kunne opleve ubehagelige episoder søndag, da han samen med dem skulle møde sin tidligere italienske klub, rivalerne fra Inter.

Derfor var lederne hos Milan ude at slå fast, at de jo blot havde købt Balotelli fri af Manchester City, og at Inters fans derfor ikke havde grund til at jagte Mario Balotelli. Den opfordring fulgte rivalerne ikke. Tværtimod.

I stedet havde de medbragt både racistiske tilråb og oppustelige kæmpe-bananer til derby-dagen søndag mod Milan på San Siro. Alt sammen blev fulgt op med piften af Balotelli. På et tidspunkt fik han så nok, og i midten af anden halvleg bad han dem om at holde mund ved symbolsk at lægge en finger for sin mund.

- Balotelli gjorde det fornuftige ved ikke at reagere på provokationerne, jeg er bare ærgerlig over, at han ikke var i stand til at score, sagde Milan cheftræner, Massimiliano Allegri efter kampen, hvor Balotelli brændt flere store chancer.

- Han spillede en god første halvleg. Vi må ikke glemme, at han kun er 22 år, og han mødte sit tidligere hold. Det var forventeligt, at han følte sig presset, sagde Allegri.

Mario Balotelli skiftede til AC Milan fra Manchester City i vinterens transfervindue og har indtil videre scoret fire mål for sin nye klub.

Læs også: