Stoke-manager Tony Pulis vil have det engelske fodboldforbund til at straffe Luis Suarez for film i gårsdagens kamp mellem Stoke og Liverpool

Stokes manager Tony Pulis er meget utilfreds med Luis Suarez' opførsel i søndagens Premier League-opgør mellem Stoke og Liverpool. Pulis mener, at Suarez har en tendens til at filme, når han bliver minimalt rørt i straffesparksfeltet, og Stoke-manageren udtaler, at FA bør tage affære i forbindelse med en episode i anden halvleg, hvor Pulis mener, at Suarez spiller på situationen og teatralsk falder til jorden.

- Luis Suarez skal straffes. Det, han gjorde i straffesparksfeltet, var pinligt, og hvordan han undgik at blive straffet, ved jeg simpelthen ikke, siger han ifølge goal.com.

Pulis mener, at FA skal tage episoden op her efter kampen og ud fra tv-billeder idømme den uruguayanske angriber en form for straf.

De seneste par uger har flere Liverpool-folk og Suarez selv brokket sig over, at dommerne har en forudindtaget holdning, der gør, at Suarez sjældent får straffespark, når han bliver nedlagt i feltet. Grunden skulle være, at dommerne ved, at Suarez falder let i feltet.

Kampen mellem Stoke og Liverpool endte 0-0.

tipsbladet.dk