Ivorianske Serge Aurier fra Paris SG er kommet i uvejr efter udtalelser om flere fremtrædende personer i den franske hovedstadsklub.

Serge Aurier er formentlig ikke særligt populær i PSG-truppen, efter at han lørdag holdkammerater og manager til i en video, som blev transmitteret live på internettet lørdag aften.

I den 90 minutter lange video fik Aurier blandt andet kaldt PSG-manager Laurent Blanc 'un fiotte', et nedladende udtryk om en homoseksuel mand.

Udtalelserne blev sendt afsted på det sociale medie Periscope, som er en applikation, hvor man kan sende live-video fra sin telefon. Fans og andre kan så kommentere og stille spørgsmål undervejs.

Balladen kommer kort inden PSG's vigtige Champions League-kamp mod Chelsea tirsdag.

Videoen blev transmitteret fra klubkammeraten Mamadou Doucourés Periscope-profil.

I videoen bliver Serge Aurier af Doucouré spurgt, om Laurent Blanc og holdets ubestridt største stjerne, Zlatan Ibrahimovic, dyrker oralsex med hinanden. Til det bliver der svaret, 'Blanc tager det hele'.

Undervejs i videoen får Aurier også både svinet klubbens italienske målmand, Salvatore Sirigu, og den hollandske højreback, Gregory van der Wiel, til.

Optagelsen er siden blevet pillet ned fra internettet, men på det tidspunkt var skaden sket.

Serge Aurier var ikke med til søndagens lette træning ovenpå lørdagens Ligue 1-kamp mod Lille.

PSG vil komme med en udtalelse i løbet af søndagen.