Morten Olsen har tirsdag eftermiddag udtaget et større antal spillere fra U21-landsholdet til A-landsholdet, der mandag møder Montenegro i en venskabskamp i Viborg.

Det drejer sig om Viktor Fischer, Frederik Sørensen, Jannik Vestergaard, Alexander Scholz, Lasse Vigen, Yussuf Poulsen og Emil Berggreen.

De syv efterudtagne U21-spillere følger lige i hælene på Andreas Christensen fra Chelsea og Lucas Andersen fra Ajax. De to blev også efterudtaget til Morten Olsens A-landsholdstrup tirsdag formiddag. Otte af de ni spillere skal senere på måneden i aktion for U21-landsholdet, men Lucas Andersen indgår ikke i Jess Thorups trup.

Morten Olsen udtager de ni til sin trup, fordi han ikke kan benytte sig af A-landsholdsspillerne fra Superligaen, herunder Daniel Agger og Stephan Andersen, idet den hjemlige turnering først slutter søndag med sidste spillerunde.

Morten Olsens disposition giver Jess Thorup visse vanskeligheder i forhold til forberedelserne frem mod EM-slutrunden, for nu får han først de otte spillere til rådighed 9. juni. Og endnu værre kan han være tvunget til at indkalde ekstra spillere frem mod venskabskampen mod Sverige 11. juni.

13. juni rejser U21-landsholdet til Tjekkiet.

Tidligere har både Morten Olsen og Jess Thorup luftet deres frustrationer over, at Superliga-programmet er lagt på den måde, som det er tilfældet. I medierne har der været debat om emnet, men blandt andre er FCKs direktør, Anders Hørsholt, stået fast på, at klubberne har ret til at have spillerne til rådighed sæsonen ud.