Allerede kort inde i sin regeringstid i AGF er Morten Wieghorst en presset mand.

Torsdag aften blev det til endnu et nederlag på hjemmebanen i Aarhus. En sen scoring af Sonni Nattestad sørgede for en 2-1-sejr til Horsens og endnu en dukkert til AGF-træneren. Hele otte point er der nu op til Lyngby og Viborg på de to oprykningspladser. Særligt den katastrofale hjemmebane-statistik gør ondt.

- Vi skal sørge for at være klar til tirsdag (mod Sønderjyske i pokalturneringen, red), men det er for tidligt at snakke om oprykningen er glippet. Jeg kan godt forstå, at fans og andre taler om det, og er ekstremt skuffede over det vi viser på hjemmebane, det er vi alle sammen. I sidste ende er ansvaret mit. Jeg kan dårligt leve med, at der står én hjemmesejr ud af otte mulige i tabellen. Det er slet ikke til at leve med, siger Morten Wieghorst til Stiften.dk.

Morten Wieghorst kom til AGF i sommer efter et ophold i Premier League-klubben Swansea, hvor han assisterede Michael Laudrup. Men med fyringen af Laudrup fulgte også en afsked til Wieghorst. Ansættelsen af den tidligere landsholdsspiller varslede nye tider hos den fallerede aarhusianske storklub, men resultaterne har siden svigtet fælt. Og med otte point op til oprykningspladserne svinder lyset ind.

Som Morten Wieghorst udtrykte det efter nederlaget til Horsens:

- De har chancer, vi har store chancer, men vi tager dem ikke, og det gør ondt på spillerne hver gang, at de ser en chance forpasset. Det gør det hele lidt mørkere.

Næste mulighed for oprejsning er tirsdagens pokalkamp mod Sønderjyske.