Den britiske avis Daily Mail har lavet en liste over Premier Leagues største skandaler og mest chokerende øjeblikke. Avisen har samlet en liste på 50 episoder i ligaens snart 23 år. BT giver dig her de 5 absolut største skandaler ifølge Daily Mail.

1. Eric Cantonas kung fu-spark, 25. januar 1995.

Det er mere end 20 år siden. Alligevel er der ingen, der har skabt større overskrifter end den franske Manchester United-spiller. Eric Cantona var blandt ligaens største stjerner og havde netop modtaget et rødt kort, da han på vej ud af banen følte sig så provokeret af modstanderens fans, at Cantona fløj over bandereklamen og kung fu-sparkede Crystal Palace-tilhængeren. Cantona blev idømt to ugers fængsel, hvilket senere blev reduceret til 120 timers samfundstjeneste.

2. Luis Suárez bider Ivanovic, 21. april 2013

Fængselsstraf undgik Luis Suárez for bidet på Branislav Ivanovic. Til gengæld fik han 10 dages karantæne og det meste af fodboldverden imod sig. Episoden blev ikke opdaget af kampens dommer, og Suárez endte med at score det udlignende mål for Liverpool.

3. Paolo Di Canio vælter en dommer, 27. september 1998

En episode, der bestemt blev fanget af kampens dommer, var, da Paolo Di Canio tændte fuldstændig af og endte med at tage kvælertag på modstanderen og vælte dommeren i jorden. 11-dages karantæne endte den iltre italiener med at få.

4. Roy Keanes benbrækker-tackling på Alf-Inge Håland, 21. april 2001

En stakkels nordmand måtte i 2001 sande, at Roy Keane var en af ligaens allerhårdeste spillere. I lokalderbyet mellem de to Manchester-klubber, Manchester City og United, leverede Keane en af de værste tacklinger nogensinde, da han med strakt ben hamrede knopperne med voldsom kraft lige på Alf-Inge Hålands knæ. 5-dages karantæne slap Keane med.

5. John Terry i racistisk udbrud, 23. oktober 2011

John Terry er den eneste af listens top-5, som stadig har sin daglige gang i ligaen. Tilbage i 2011 blev Terry ellers lagt for had i det meste af England. En racismeanklage endte med at koste Terry anførerbindet på landsholdet og en 4-dages karantæne. Chelsea-kaptajnen blev fanget på kamera i et racistisk udbrud mod Anton Ferdinand.