Bournemouth-spilleren Harry Arter bærer rundt på en stor personlig sorg. Han mistede sin nyfødte datter få dage før kampen mod Manchester United sidste år. Nu fortæller han for første gang om sin personlige tragedie i et opsigtsvækkende interview med The Guardian.

»Jeg tænker på hende hver dag.«

»Jeg følte, at jeg var nødt til komme tilbage på banen og tænke på noget andet. Min familie ville have, at jeg skulle spille. Andre mennesker havde måske sørget på en anden måde, men jeg følte, at det var det nemmeste at bidrage på banen og gøre alle stolte,« sagde Arter i et kort interview med klubbens hjemmeside.

Men nu taler han ud, om hvordan det i virkeligheden var.

»Jeg var ikke mig selv de to sidste måneder af sidste sæson. Fysisk havde jeg det ikke godt - jeg fik flere småskader, fordi jeg var stresset. Og jeg var meget vred på folk, bagefter kan jeg se, at det var, fordi jeg havde mistet en. Jeg var sur og skændes med mine nærmeste holdkammerater, mens jeg aldrig var sur hjemme på Rachel. Jeg støttede hende så meget, at jeg ikke havde tid til at sørge,« fortæller Arter i interviewet.

Det varede frem til sommeren, hvor han blev droppet fra Irlands trup til EM-slutrunden.

»Jeg troede ikke, at der var noget galt med mig, jeg gav alle andre skylden. Der skulle bare et enkelt ord fra en eneste person, så var jeg klar til at slå hele verden ihjel. Jeg skulle nok have været noget mere professionel og taget fri. Jeg spurgte ikke efter så meget som en eneste dag. Jeg bare vred og jeg græd - men aldrig mens jeg var tæt på nogen andre.«

For at mindes og hædre sin datter har Harry Arter fået tatoveret hendes fødselsdato, 10. december 2015, på sin arm.

»Jeg tænker på hende hver eneste dag. Og det er mærkeligt, for der er dage, hvor jeg føler mig normal, eller man ville gøre, når man ikke har mistet et barn. Men så rammer det bare på et andet tidspunkt. Det kan være, at du er ude at køre bil, og så ser du noget, som sætter dig igang. Det er en mærkelig følelse, og det er ikke noget, som jeg længere har noget imod. Selvom jeg bliver ked af det, når mærker følelsen.«

Harry Arter og Bournemouth spiller lørdag mod Burnley.